TV2 meddeler i dag lørdag d. 1 juni 2019 kl. 15.19 på deres hjemmeside at der kommer nye regler i fodbold. TV2 skriver bl.a.

“Fra den 1. juni kommer det sandsynligvis til at gå lidt hurtigere, når spillere bliver skiftet ud i Superligaen og andre turneringer. Fodboldelskende regelryttere har fået noget at læse op på inden den nye sæson begynder efter sommerferien.”

Spændende udmelding – og nu skal alle vore dommerkolleger så tages som gidsler i hvem har ret. I mange af de tidligere passerede år er alle meldinger om nye tiltag på det regelmæssige område altid først trådt i kraft pr. 1. juli – hvorfor skal de så lige pludselig nu gælde fra 1. juni – det giver da ingen mening. Turneringen i breddefodbolden kører til tæt på den 1. juli og en ændring allerede nu vil da skabe ballade og mistro. Vi må håbe på der kommer en ansvarlig udmeldng blandt de øverste indenfor DBU området som har ansvar i forhold til såvel eliten som bredden, som fortæller hvad der gælder.

What ever her er de nye ændringer som træder i kraft formentlig først fra 1. juli 2019.
Følg med på diverse medier og mails mm. og se hvad der meldes ud.

1: Trænere kan få gule og røde kort

Trænere og ledere kan få advarsler og røde kort, ligesom spillere på bænken har kunnet indtil nu.

2: Hånd på bolden

Der er altid frispark til det forsvarende hold, hvis en angribende spiller har hånd på bolden enten som afslutning eller i opspillet – uanset om det er bevidst eller ej.

Reglerne er i det hele taget omformuleret for at gøre det klart, hvor når der skal fløjtes. Fremover skal der eksempelvis ikke dømmes straffespark, hvis bolden rammer armen på en spiller, der falder/kaster sig og bruger sin arm som støtte.

3: Målspark kan sættes i gang i feltet

Bolden er sat i spil, så snart der er sparket til den ved målspark og frispark i eget felt. Tidligere skulle bolden spilles ud af feltet for at blive sat i gang. Fremover kan man spille en medspiller i eget felt.

4: Ingen modspillere i muren

Hvis det forsvarende hold stiller en mur på mindst tre spillere foran en frisparksskytte, må skyttens medspillere ikke stå i muren længere. De skal mindst stå en meter fra muren.

5: Hurtigere udskiftninger

Udskiftede spillere skal forlade banen ved den nærmeste linje. Det betyder, man ikke længere kan trække tiden ud ved at løbe over i den anden side af banen lige inden en planlagt udskiftning.

6: Dommerkast

Dommerkast gives til målmanden, hvis det sker i feltet. Hvis det sker uden for feltet, får det hold, der sidst har været i boldbesiddelse, bolden.

7: Gule kort fastholdes, hvis mål annulleres

Gult kort i forbindelse med scoringer, hvor spillere eksempelvis smider trøjen, står ved magt selvom målet skulle blive annulleret.

8: Flere valg ved lodtrækning

Holdet der vinder lodtrækningen inden kampen kan fremover vælge mellem både bolden og banehalvdel. Tidligere kunne man kun vælge banehalvdel.

9: Pauser under kampene

Forskellen på ‘cooling breaks’ og drikkepause er præciseret. Cooling breaks bruges i særligt varme forhold, hvor dommeren kan kalde til pause i op til tre minutter.

10: Behandling ved straffespark

Straffesparksskytter må modtage behandling, inden de skal sparke. Målmænd må ikke skubbe til overliggeren, stolperne eller nettet, så disse bevæger sig i forbindelse med et straffespark. Målmanden behøver kun at have én fod på linjen fremover.

11: Kort kan udsættes

Dommeren kan udsætte gule og røde kort i forbindelse med frispark, hvis holdet vælger at tage frisparket hurtigt og derved skaber en oplagt målchance.

12: Mønstrede trøjer

Spillerne må fremover bære undertrøjer med flere farver, hvis disse matcher kamptrøjen.

Skriv et svar