DBU har ved en afgørelse fra Fodboldens Disciplinærinstans pålagt en Superligatræner 2 spilledages dages karantæne for på et socialt medie (Twitter) at have sat tvivl ved Superligadommer Anders Poulsens uafhængighed.

Danske Fodbolddommere hilser DBU’s afgørelse i sagen om Lars Søndergaards udtalelser om Anders Poulsen meget velkommen!

Det er et voldsomt og markant angreb på en dommer at betvivle dommerens uafhængighed. Netop denne egenskab er én af kerneværdierne for alle dommere.

Derfor er det vigtigt, at de relevante myndigheder har sanktioneret dette angreb mod en dommer. Og ved afgørelsen klart har tilkendegivet, at det var et alvorligt angreb Superligadommer Anders Poulsen var udsat for.

Jeg har forståelse for at både fans, spillere, klubber og trænere kan lade sig rive med af enkeltstående situationer i forbindelse med kampafviklingen og i nuet har brug for at få afløb for nogle frustrationer. Men vi kan på ingen måde acceptere, at der stilles spørgsmål til dommeren uafhængighed. Det er vigtigt, at der bliver slået hårdt ned, når det sker, og derfor er afgørelsen fra DBU så rigtig og så vigtig set fra min stol.

I samme moment er det centralt for mig at fastslå, at vi stort set hver sæson oplever, at der i perioder er fokus på dommerniveauet herhjemme. Det sker som oftest, når de uundgåelige fejl klumper sig sammen, og får kampafgørende betydning inden for få dage. Lige som spillere og trænere laver fejl i kampene, gør vi dommere det selvfølgelig også. De fejl forsøger vi at mindske, og vi arbejder hele tiden på at blive bedre. Derfor er en kerneværdi for dommere i alt almindelighed og især elitedommere faglighed. Danske Fodbolddommere har i en længere periode opfordret til at søge at indføre nogle særlige ordninger med deltidsprofessionalisme for dommerne i Superligaen. I første række som en forsøgsordning for nogle udvalgte dommere. Det siger vel nærmest sig selv, at hvis den enkelte dommer har bedre tid til at forberede sig til en kamp, og bedre mulighed for efter kampen, at reflektere over kampens forløb og dommerens præstation, så vil det give en mere optimal afvikling af kampe set over en periode.

Lad os håbe på en masse velafviklede kampe, og er du i tvivl om hvorfor eller hvad dommeren dømmer for, så spørg ham efter kampen. Det kunne jo være at han havde en rationel forklaring der havde sit udspring i fodboldloven.

Per Buttenschøn
Formand DFU

 

Skriv et svar