25-årige Aydin Uslu er nyeste Aarhusdommer i divisionen.

 

Ved Rasmus Just

Det var en glad Aydin Uslu, der tirsdag formiddag modtog beskeden fra DBU’s Elitedommergruppe, at den har vurderet ham god nok til at dømme i 2. division fra foråret. Det sker på baggrund af en række meget overbevisende præstationer i Danmarksserien i efteråret.

“Det betyder rigtig meget for mig at være rykket op i 2. division, fordi det både er gevinsten af mange års hårdt arbejde, men også et vigtigt trin på vej mod toppen. Ved siden af det er det fedt at kunne tilføje titlen “elitedommer” på sit CV,” siger Aydin Uslu, der altid har dømt i Aarhus siden begyndelsen i 2005.

Han tilføjer, at han er glad for ikke at have skuffet dem, der har troet på ham, både i dommerklubben, i talentregi, i DBU og ikke mindst hans mentorer.

Aydin Uslu har ambitioner om at rykke endnu højere op i rækkerne, men siger, at han vil bruge det kommende år på at finde fodfæste i sin nye række, hvor han gør sine Aarhuskolleger Stefan Kirkedal og Sandi Putros selskab.

“Jeg har i løbet af min dommerkarriere altid sat mig delmål for at kunne fejre de mindre succeser på vej op og for at undgå de store skuffelser ved ikke at kunne nå det store mål. Det synes jeg, at alle bør. Men mit næste mål er selvfølgelig en oprykning til 1.division,” fortæller Aydin Uslu.