Aarhus Fodbolddommerklubs Beretning 2015

Den 79. tyvende beretning den 6. aflagt af mig. 2014 var året efter konflikten. Konflikten hvor dommere, dommerklubber og interesseorganisationer skulle klinke skårene. Der var håb, men helt problemfrit blev det ikke. 2014 var til gengæld pigernes år, hvor vi satte fokus på kvindelige dommere, som i den grad må siges at være i vækst.
I 2014 var vi 340 medlemmer – kun et medlem mindre end året før, så vi har i den grad formået at holde på vores medlemmer trods konflikten i 2013.
2014 blev året med ny tøjaftale, en ny 1. divisions dommer og 40 nye dommere, heraf 8 kvindelige. Det har været et år med rigtig mange aktiviteter og masser af spændende opgaver på banerne.

 

20140306_193929Organisatorisk krise
De fleste har heldigvis kun hørt lidt eller slet ikke bemærket den organisatoriske krise, der opstod indbyrdes blandt medlemmerne i JFU og DBU Jylland
Konflikten handlede kort om mangel på samarbejde, tillid og fælles mål. Vi må sande at medlemsklubberne i JFU er på forskellige steder organisatorisk, i deres mål og på deres værdier.
Det blev en organisatorisk krise som vi i bestyrelsen aldrig følte os som en del af, men som alligevel fyldte en del, da vi kom under pres for vores holdninger, opbakning til vores egen formand og vores forhold til DBU Jylland. Vi måtte se, ikke kun formanden, men også andre medlemmer af bestyrelsen blive angrebet for både at have tillidsposter i DBU Jylland og i Aarhus Fodbolddommerklub.
Under krisen har vi hele tiden vurderet om dobbeltposterne har kunne skade klubben og vores medlemmer, men på intet tidspunkt har bestyrelsen været i tvivl om opbakning til de af vores medlemmer der har en post i DBU Jylland. Som det ser ud nu, er samarbejdet på vej,  på rette spor igen, og forhåbentlig gentager de sidste to års kriser sig aldrig igen.

Dommerklubben
Klubben ligger stabilt på 340 medlemmer heraf er de 72 medlemmer af seniorklubben – mere end 100 medlemmer er under 35, vores gennemsnitsalder ligger lige omkring 42 år. Som bestyrelse er vi meget tilfredse med den klubudvikling som hele tiden sker, og selvfølgelig meget stolte af de resultater det har givet, at fokusere på rekrutteringen af piger. Således er antallet af piger/kvindelige medlemmer i dag mere end 20.
Det giver klart en fordel at vi nu i klubben har flere kvindelige medlemmer. Dels naturligvis lidt adspredelse i en hobby som tidligere har været meget mandsdomineret – det høres både til møder, men dels også til bl.a. gymnastik og andre sociale sammenkomster.
Vores ledelse i klubben har været samlet en gang i år, hvor bl.a. aktiviteter er blevet koordineret. Vi har nu i en årrække haft 16 medlemmer af vores ledergruppe og ledergruppen har stort set bestået af de samme medlemmer. Det har den fordel at ledelsen kender deres arbejdsopgaver og ikke mindst kan tage beslutninger inden for den strategi vi har lagt. Vi vil konkludere at vi har en meget slagkraftig ledelse der tør tage ansvar og udvikle klubben til alles gavn.
Bestyrelsesarbejdet har naturligvis båret en smule præg af, at der har været en organisatorisk krise mellem medlemmerne af JFU og DBU Jylland. Bestyrelsesmøderne har kunne holde sig til 5. Vi har efterhånden fået vores arbejdsopgaver og ansvarsområder fordelt efter ønsker, hvilket betyder at vi klart er en handle kraftig bestyrelse der både individuelt og samlet er i stand til at træffe de nødvendige beslutninger for at have en attraktiv dommerklub.
Kommunikationen i vores klub er nu primært på hjemmesiden og via Facebook hvor mere end 50% af vores medlemmer er tilknyttet. Vi har i 2014 fravalgt mail – primært at den årsag, at vi lige nu ved at ca. 20% af de registrerede mailadresser i vores system, ikke er gældende mere. Hvis der er stor ønske om at få nyheder ud på mail, så vil vi gerne tilbyde den service igen, men det kræver at vi har de rigtige mails.
Vi håber alle orienterer sig på vores hjemmeside – som i øvrigt blev nyudviklet i 2014. Vores hjemmeside har mere end 1500 unikke besøgende hver måned, så vi kan klart konkludere at mange andre end os selv læser vores nyheder.

Kamppåsætter20140306_191155
Pr. 1 august blev Peter ansat på deltid hos DBU Jylland, her skulle han bl.a. tage sig af den centrale påsætning af serie 2 til JS. Da Peter tidligt i 2014 meddelte at han ønskede at skifte sit job på Stilling skole ud med et job hos DBU Jylland, indledte vi forhandlinger med DBU Jylland om at overtage hele kamppåsætningen i Aarhus Fodbolddommerklub. Dette gav mening, idet Peter så ikke længere skulle have to arbejdsgivere og Aarhus Fodbolddommerklub ikke længere skulle have et arbejdsgiver ansvar. Bestyrelsen tog beslutningen, fordi det dels gavnede Peter og afledt heraf, også gav en besparelse for klubben.
Ordningen har nu kørt en sæson og vi kan med tilfredshed se tilbage på den samme service. Det har været sådan de sidste mange år, at kamppåsætteren har deltaget i alle bestyrelsesmøder og det vil Peter fremadrettet også gøre, lige som Peter vil udføre frivilligt arbejde for klubben.

Aktiviteter
Igen i år har der været rigtig mange aktiviteter. Der er naturligvis alle de aktiviteter som dommerklubben arrangerer, og der har i år gennemsnitligt været en aktivitet hver 14. dag. Det er rigtig mange, men vi nyder godt af frivillige ledere, der brænder for at gøre en forskel, og som har evnerne til at føre det ud i livet. Der er mindst to til tre aktiviteter om året, som alle burde have lyst til at deltage i, om det er fodbold, håndbold, fest, udvikling, uddannelse, socialt, motion eller udland – ja så meget er der på programmet. Derudover er der alle de aktiviteter som medlemmerne selv laver, hvor der tages initiativ til rejser, fodboldture, byture, motion og rigtig mange andre aktiviteter. Når klubben er med til at skabe venskaber, kammeratskaber, forretningsforbindelser, arbejde og meget andet, ja så er en af de væsentligste begrundelser til klubbens berettigelse til stede.

Talentarbejde
Talentarbejdet blev i 2014 ligeledes præget af de organisatoriske udfordringer der var mellem medlemmerne i JFU og DBU Jylland. Heldigvis blev talentarbejdet i klubben samlet op af udviklerudvalget og det er vores klare fornemmelse at der har været godt gang i udviklingerne hele året. En del oprykninger er det også blevet til for mere end 50 af vores medlemmer. Talentarbejdet er og bliver et nøgle område, idet det både er et godt fastholdelseselement, men også giver gode udfordringer både for dommere, men ikke mindst også vores udviklere. Der er som sædvanligt blevet ydet en kæmpe indsats af både udviklerudvalget, vores udviklere og vejledere. De har stor betydning for både modtagelse af nye medlemmer, men ikke mindst i at forme fremtidens dommere. Stor tak for til udviklerudvalget for at holde strategien, uagtet den uro der har været og stor tak til udviklere og vejledere for deres indsats i 2014.

Samarbejde
De sidste 6 år har samarbejde været et af de vigtigste strategiske områder for bestyrelsen og dommerklubben. Det er stadig vores målsætning at søge samarbejde både internt i klubben, men ikke mindst også med de eksterne organisationer og virksomheder som har betydning for vores dommerklub. Uagtet man aldrig er enig om alt, så mener vi at samarbejde er et strategisk punkt for bestyrelsen. På samme måde er det for klubben vigtigt, at vores medlemmer har lyst til at søge indflydelse i organisationer uden for klubben. For det er med indflydelse vi kan være med til at præge nogle af de ideer, tanker og grundholdninger der især i disse år arbejdes med i dommerverden.

JFU
JFU skiftede formand i 2014, Hans Rasmussen valgte ikke at genopstille efter 2 år på posten. For JFU har året 2014 ligeledes været et turbulent år hvor fokus har været at få samarbejdet mellem DBU Jylland, JFU og dommerklubberne til at fungere. For Aarhus Fodbolddommerklub har det været et blandet år at være medlem af JFU og vi afventer stadig at se værdien af vores medlemskab. Hvis man som os bidrager med mere end 25.000 kr. om året i kontingent, må vi også forvente at det helt klart skaber værdi for vores klub, for at opretholde medlemskabet. Uenigheden mellem dommerklubberne i JFU kom klart til udtryk i forbindelse med, at man skulle blive enige om en ny formandskandidat. Det var fra vores side at se, en uskøn proces hvor Aarhus fodbolddommerklub bl.a. som eneste dommerklub ikke deltog i et afsluttende møde omkring at udpege en formandskandidat. Der kan være mange grunde til vi blev holdt uden for, men faktum er at det ikke er fordrende for det fremtidige samarbejde.

20140306_193933DFU
Det mest opsigtsvækkende som DFU kom med i 2014 var en indgåelse af en aftale med Diadora, om et sæt gratis dommertøj til alle aktive dommere og en trøje/polo til de dommere der ikke dømmer længere. Efter der i lang periode har været arbejdet intenst med at få en fælles tøjaftale for alle dommere, valgte DFU at bruge 250.000 kr. på at få en fælles tøjaftale på plads. Diadoras bidrag til aftalen er mere end det dobbelte, så man kan sige at man som medlem af DFU får noget for sit medlemskab. Derudover har DFU brugt tiden på at få samarbejdet op at stå efter konflikten i 2013. Der har været arbejdet hårdt med dette, og der har været både små og store bump . Et synligt resultat af det fremadrettede arbejde, er den kraftigt øgede kommunikation fra DFU, der både gør sig gældende via nyhedsmail, samt ikke mindst på mange sociale medier. Vores vurdering er at den udvikling vi ser fra DFU er særdeles positivt, og vi mener derfor, at DFU gør en forskel for det enkelte medlem – understreget med tøjaftalen.

DBU Jylland
Samarbejdet med DBU Jylland har siden vi satte det som fokus punkt for 6 år siden, udviklet sig til være frugtbart og konstruktivt. Naturligvis er vi ikke enige om alt, men vi har en forståelse af, at med samarbejde kommer man længst, og vi har da også skabt rigtig mange gode resultater sammen. Senest med fokus på rekruttering af kvindelige fodbolddommere hvor initiativet var hos os, men har udmøntet sig i en jyllandsdækkende kvindelig fodbolddommergruppe under DBU Jyllands Dommerudvalg. Tilliden mellem parterne blev cementeret ved, at vi lavede en aftale med DBU Jyllands administration om at overtage vores egen kamppåsætning. Det mange årige samarbejde med DBU Jylland har også resulteret i at mere end 15 af vores ledere har søgt ind i forskellige udvalg under DBU Jylland og nu bidrager i rigtig mange fagudvalg og arbejdsgrupper, samt besidder ikke mindre end 3 formands poster.

Fremtiden
Det vigtigste er naturligvis altid at kigge fremad og der ligger heldigvis en stor fremtid foran os. Et af de vigtigste emner bliver også i fremtiden at sikre klubben, idet det jo ikke længere er nødvendigt at være medlem af en dommerklub for at kunne dømme fodbold. Det betyder at vi til hver en tid skal gøre en forskel for vores medlemmer, således at det er attraktivt at blive i klubben. Med en stigning i medlemstallet under de sidste to års turbulens, ja så er vi ikke i tvivl om, at vi har fat i noget af det rigtige.
Vi satte os nogle mål for 5 år siden i bestyrelsen og dem har vi nået og meget mere til. Nu er det tid til at sætte nogle nye og vi holder derfor i år et 2020 seminar, hvor vi håber ledere og medlemmer har lyst til at bidrage med ideer, udvikling og inspiration til hvad der skal til for at vi som klub også er der om 5 år.
Vi skal kunne udvikle og fastholde nuværende ledere, vi skal udvikle talenter, kammeratskab og sammenhold, og det skal vi gøre sammen. Vi håber derfor at I har lyst til at deltage i planlægningen af klubbens fremtid.

Afslutning
Der skal lyde en stor tak til hele ledergruppen for deres kontinuerlige og endeløse arbejde med at gøre klubben et rart sted at være. Stor tak til Seniorklubben, og deres bestyrelse for et stort arbejde til gavn for de ældre medlemmer. At seniorklubben er en succes ses tydeligt på deres medlemstal.
Stor tak også til vores samarbejdspartnere, Aarhus Firmasport, Intersport, og Tele-mark for deres bidrag til vores klub.
Tak for samarbejdet til JFU og Hans Rasmussen og bestyrelsen for samarbejdet i 2014. Tak til DFU og formand Per Buttenschøn for arbejdet for de danske fodbolddommere.
Tak til DBU Jyllands bestyrelse og administration for et konstruktivt samarbejde.
Den største tak til bestyrelsen og Peter Hammer for deres indsats i 2014.

Bestyrelsen, februar 2015
Morten Rask Thomsen
Formand

Skriv et svar