En fodboldkamp i Brabrand endte med, at dommeren fik et par knytnæveslag i hovedet, og derfor lyder kampens sidste fløjt nu i retten i Aarhus.

Det var ellers ikke, fordi dramatikken havde været helt oppe i det røde felt, men i anden halvleg af serie 4 kampen mellem Brabrand IF og det somaliske hold W-Qaraabo gik det galt.

Efter 75 minutters spil blev en spiller fra W-Qaraabo så fortørnet over, at dommeren ikke dømte et frispark, at han pandede ham en. To slag fik den 18-årige dommer af afghansk afstamning i hovedet.

Det betød, at kampen blev afbrudt, og politiet blev tilkaldt.

Tre betjente mødte op, og de tog de to implicerede i voldsepisoden med ind i et omklædningsrum og lavede åbenbart en form for forlig.

Betjentene optog ikke rapport, selv om flere spillere på Brabrands hold var parat til at vidne. Til stede var også en såkaldt dommerudvikler, som har til opgave at vejlede dommeren og evaluere hans præstation efter kampen.

Morten Rask Hansen, formand for Aarhus Fodbolddommer Klub, var blevet kaldt til stedet og mødte op. Han fortæller, at den unge dommer blev opfordret til at anmelde sagen til politiet. I Dansk Fodbolddommer Union er det kutyme, at vold skal anmeldes.

– Men dommeren frygtede repressalier og var blevet truet til ikke at anmelde sagen. Han var skræmt fra vid og sans over episoden, fortæller Morten Rask Thomsen.

Da dommeren kom hjem til forældrene, blev de dog enige om at anmelde sagen, og det skete mandag 10. september, dagen efter at kampen var spillet.

Han var blevet tilset af en læge og havde fået noteret sine skader i hovedet. Han havde fået en mild hjernerystelse og havde talebesvær i nogle dage.

Nu venter rettens afgørelse.

– Vi har en handlingsplan for, hvad vi gør, når der sker vold mod dommere. Den har vi fulgt, og den indebærer, at vold bliver anmeldt til politiet. Intet i en fodboldkamp kan retfærdiggøre vold, og dommerens stærkeste våben er et rødt kort, men det rækker ikke i sådan en situation, siger den århusianske fodboldformand.

Episoden er også anmeldt som en arbejdsskade.

Morten Rask Thomsen ærgrer sig over optrinnet, fordi der er meget få sager om vold i fodbold.

– Vi har som dommere 14.000 opgaver om året, så det er klart, at der vil være episoder, men meget få har denne grovhed, siger han.

Sportsligt er klubben W-Qaraabo blevet straffet.

DBU Jyllands disciplinærudvalg har stadfæstet kampens resultat 5-0, og klubben har fået en bøde på 2000 kroner for at være årsag til afbrydelsen.

Den 18-årige spiller, som slog dommeren, har fået karantæne fra al fodbold under DBU Jylland til 31. december 2013.

En del af W-Qaraabos tilskuere løb ind på banen, og det har ikke været muligt for DBU Jylland at fat i navnene på de personer.

Det betyder, at klubben ikke længere må spille fodbold.

– Hvis klubben meddeler os navnene, vil der blive taget stilling til, om den må spille igen, oplyser Ole Frandsen fra disciplinærudvalget.

DBU Jylland vil også kræve en redegørelse for, hvad klubben vil gøre for at undgå lignende episoder.

Artiklen er skrevet af Hans Petersen – Aarhus Stiftstidende…