Vi tog af sted fra Aarhus ved 9-tiden, og efter en køretur med indlagt kaffe- og frokostpause, var vi fremme ved Parken i København ved middagstid.
Beretning fra en ganske almindelig – og helt gennemsnitlig – lørdag i AFK’s afdeling for kvindelige dommere
Vi tog af sted fra Aarhus ved 9-tiden, og efter en køretur med indlagt kaffe- og frokostpause, var vi fremme ved Parken i København ved middagstid. Målet var Superligaopgøret mellem FC København og FC Nordsjælland, og i dagens anledning var det – tilfældigvis? – vores egen Jakob Kehlet, som var leder af dommerkvartetten.
Vores gruppe bestod af 6 forholdsvis nye kvindelige dommere, alle fortsat indrangeret i ungdomsrækkerne: Nanna Løf Andersen, Liva Lund, Line-Maria Rasmussen, Anna Drost Svendsen, Katrine Als og undertegnede Britt Hagelskær Iversen – og ikke mindst vores chauffør, bodyguard og forplejer Dan Weller.
Gruppen indfandt sig ved presse-indgangen til Parken, og tilsneg sig – efter en god indsats fra Dans side med at overtale vagten ved porten – og MEGET imod en vis officielt udseende herre med walkie-talkies vilje – adgang til at benytte pressefotografernes toilet. Det viste sig, at vi befandt os midt i spillerindgangen, så vi kunne – sammen med et tv-hold fra Canal 9 – følge med i FCK-spillernes ankomst, én efter én, iført nystrøget jakkesæt, med rullekuffert, og med et fokuseret blik. Nogle fra gruppen kom med en vistnok upassende kommentar om J-dag, hvorefter den føromtalte herre med walkie-talkien skulede endnu mere efter os, og også fandt anledning til venligst at bede os om at holde lav profil.
Endelig blev vi hentet af en venlig dame med navn Karina, som tog os med ned til omklædningsrummene, hvor vi hilste på Jakob Kehlet og hans følgeskab, linjedommerne Lars Hummelgaard og David Vang Andersen og 4.-dommer Lars Christoffersen. De sad helt afslappet – dog alle lige så fint klædt på som spillerne – og fik en kop kaffe. Vi overværede først Jakob Kehlets instruktion af kvartetten, som omhandlede alt fra rækkefølgen af meldingerne over headsettet, og til hvilke potentielle matchspoilere, der skulle ekstra fokus på. Vi var alle meget imponerede over dommernes viden om de enkelte spillere, både mht. spillestil og temperament, og i øvrigt over den rolige og afslappede stemning der var i det lille omklædningsrum. Nu ER vi jo fodbolddommere, så vi fik også lov at høre de forskellige fløjter, se de forskellige trøjer i alskens farver, og holde det gule og røde kort. Til sidst fik vi udleveret det headset, som dommerudvikleren ellers normalt sidder med, og så kunne vi indtage vores siddepladser i VIP-området lige bag 4.-dommeren – billetter som Jakob havde fået FCK til at stille til rådighed for os.
Under kampen skiftedes vi alle 7 til at have headsettet på 5 min. ad gangen – under opvarmningen kunne vi derfor konstatere, at det IKKE var en tilfældighed, at dommerne varmede op lige ved siden af de letpåklædte cheerleaders, og i de sidste minutter af kampen kunne vi også overhøre dommernes temmelig lumre kommentarer til hinanden – bl.a. var der en ”det-sagde-hun-os’-i-går”-joke, og så er nærmere uddybning vel næppe nødvendigt.
Men bortset fra disse små gimmicks var vi under hele kampen dybt koncentrerede om at følge med i kvartettens arbejde og ivrigt notere de interessante ting ned. Det var en helt ny måde at se fodbold på, som de fleste af os vist ønsker, at vi kunne praktisere hver gang. Det kan hurtigt konkluderes, at vi alle synes, at det var en helt fantastisk oplevelse at være med på sidelinjen på den måde, selvom selve måden at dømme kampen på jo ligger langt fra vores hverdag med U13 Drenge og Serie 2 Kvinder.
Selve kampen forløb forholdsvis udramatisk, hvilket hang sammen med at FC Nordsjælland ikke magtede at få et eneste skud inden for rammen, og FC København vandt helt fortjent 4-0. Vi fik en enkelt påtale, en advarsel og et straffespark at kigge på, men det, der fascinerede os mest, var alle de små kommentarer som: ”godt, gutter!”, ”ingenting – kom, kom, kom”, ”back-pass”, ”der er straffe” osv, som vi fik i øresneglen undervejs. Stemningen og samarbejdet mellem de 4 dommere var en kæmpe oplevelse at være vidne til, og stemningen i vores gruppe var meget opløftet.
Da slutfløjtet havde lydt, ventede vi en times tid i VIP-loungen mens dommerevalueringen og –udviklingen fandt sted, idet denne er hemmelig. I den time gennemgik vi alle punkterne på vores notesblok og forklarede for hinanden, hvad vi hver især havde oplevet under kampen. Så hentede Karina os og tog os med ned til omklædningsrummene igen. Her kunne vi hilse på dommerne endnu en gang, samt dommerudvikleren, som også stadig var til stede. Igen var stemningen helt afslappet – de var ganske vist trukket i de fine jakkesæt igen, men der stod et par øl på bordet, og kampens beskaffenhed taget i betragtning, var der ikke så meget at snakke om. Jakob spurgte om vi havde fanget kampens udviklingspunkt, for der var kun et. Vi fik vendt alle de situationer, vi selv havde tænkt over og skrevet ned, med de nu 5 dommere, og alle 5 var utrolig imødekommende og svarede mere end fyldestgørende på alle vores spørgsmål, så da vi gik derfra var stemningen endnu engang meget opløftet, og vi havde svært ved at få armene ned oven på oplevelsen. Og ja, vi havde fanget situationen, der blev til Jakob’s udviklingspunkt – en enkelt gang gik LD1 og Jakob hver sin vej ved et hjørnespark. Jakob var helt med på, at den havde været undgået, hvis han havde taget den verbalt over headsettet inden markeringen. Fedt at høre, at en så god og rutineret dommer indrømmer sin fejl uden at blinke.
På hjemturen var vi (over-)trætte og sultne, og det meste af det, der kunne gå galt, gik galt. På en rasteplads lige før Storebæltsbroen mødtes vi igen med Jakob Kehlet, som på mystisk vis havde indhentet os på køreturen – helt uden at overtræde fastgrænserne, sagde han. Vi fik efter lidt besvær skaffet os noget aftensmad og fik sagt pænt farvel til Jakob, og humøret var på ny højt – på grænsen til det fjollede – på den resterende del af hjemturen. Vi var tilbage i Aarhus ca. kl. 22.30.
Okay – indrømmet – dette var IKKE en gennemsnitlig lørdag. Det var vist dét, man kalder en ”once-in-a-lifetime chance” for at få en helt unik oplevelse som dommer, som kun de færreste kan prale af. En KÆMPE STOR tak skal lyde til Dan Weller og Jakob Kehlet, som i fællesskab står bag dette, men selvfølgelig også til de tre andre dommere, dommerudvikleren, til vores fantastiske klub, AFK, og FCK’s og Parkens personale – særligt Karina og den sure mand med walkie-talkien.
SÅ fedt er det at være kvindelig dommer i AFK.
Af Britt Hagelskær Iversen