DFU fairplayI den kommende weekend er der sat fokus på Fair Play. Danske Fodbolddommere har i den anledning udsendt denne pressemeddelelse:

I den kommende weekend vil der i dansk fodbold på alle niveauer være ekstra fokus på begrebet Fair Play. Og dette fokus er kærkomment, mener de danske fodbolddommeres interesseorganisation Danske Fodbolddommere.

”Vi hilser det velkomment, at man sætter ekstra fokus på nødvendigheden af at opføre sig anstændigt og ordentligt som aktør i dansk fodbold”, siger formand Per Buttenschøn. ”Men sagen er den, at dette fokus jo helst ikke skal nøjes med at være der en enkelt weekend om året.”

Per Buttenschøn peger på, at problemer med trusler og vold overfor dommeren, men i det hele taget også en hårdere tone mellem spillere, trænere, forældre og tilskuere er ved at bide sig fast, allerede i de mindre årgange.

”Jeg synes desværre det kan fornemmes, at blandt de, der deltager aktivt i dansk fodbold, om det så er som spiller, træner eller forælder, er der flere og flere der har en ret individuel opfattelse af hvordan tingene skal foregå. Går tingene ikke helt efter deres eget hoved, så er de selv de sidste til at være skyld i det. Og det ytrer de gerne overfor andre, ofte på en ret brutal måde.”

Han ærgrer sig over, at man helt ned i de små årgange kan opleve forældre, der skælder højlydt ud over, at et indkast efter deres mening blev dømt i den forkerte retning.

”Når forældre er rollemodeller på den måde, så breder den rå tone sig desværre hurtigt. Og hvem er i sidste ende tjent med det? Ingen, så vidt jeg kan se…”

Han finder det paradoksalt, at de individuelle krav og højlydte protester bliver mere almindelige, måske endda mere accepteret, i en sport, der oprindeligt skulle have fokus på fællesskab og at have det sjovt.

”Det er fint at bakke op om holdkammerater og om sit eget hold. God stemning vil alle gerne være med til. Men hvorfor skælde ud eller det der er værre på dommeren? Og hvad er pointen med at råbe grimt af et andet holds spiller?”, spørger Per Buttenschøn.

”Danske Fodbolddommere ønsker, at alle aktører i dansk fodbold hjælpes ad med at skabe positive fælles rammer om spillet. Ikke kun i denne weekend, men hver weekend”, slutter formanden.

Dette indlæg bringes så AFDKs medlemmer som ikke er på Facebook, også kan følge med…