Emre som er medlem her i Aarhus Fodbolddommerklub er blevet kåret som Årets Breddedommer i 2021, DBU Jyllands Region 3.

Artiklen er blevet bragt tidligere af DBU/Jylland Kommunikation ved Bob Gisselmann d. 17-11-2021, på DBU Jyllands hjemmeside.
Men Emre fortjener også at vi bringer historien her på AFDK.dk.

Emre er 24 år og har været fodbolddommer i seks år, og han er kendt som en flittig dommer, der hele tiden ønsker at blive dygtigere.- Han har en dejlig, positiv tilgang til det at være fodbolddommer. Det gør ham til en god ambassadør for dommerklubberne og dommergerningen generelt. Derudover har han et ønske om at hjælpe nye dommere godt i gang, og i den forbindelse ønsker han at blive vejleder, lød det fra Dan Weller, formand for dommerområdegruppe 3A, som dækker Djursland, Randers og Aarhus.

Talerør for gode oplevelser
At Emre Gülec er en god ambassadør for dommergerningen, blev meget tydeligt, da han deltog i et radioprogram på P4 Østjylland, hvor han fremhævede fordelene ved det at være fodbolddommer.

Han nævnte i programmet, at det er et godt fritidsarbejde, det giver ledelseskompetencer, det giver gode værktøjer, der kan tages med videre i livet, og du kommer med i det gode sociale fællesskab som dommerne har med hinanden indbyrdes i dommerklubben.

Med det in mente er der en lys fremtid for Emre Gülec, som er indrangeret l Serie 2. Han er myreflittig og er en af de dommere, som gerne giver en hånd med, hvis der akut mangler en dommer til en kamp.

Dommernes mand
Han er ligeledes en flittig deltager på dommerklubbens arrangementer, ligesom han ofte gør dommere, som ikke er medlem af en fodbolddommerklub, opmærksom på de fordele, der er ved at være medlem af fællesskabet i en fodbolddommerklub.

– Det er derfor ganske fortjent, at Emre Gülec modtager prisen som Årets Breddedommer 2021 i DBU Jylland Region 3, lød det afsluttende fra formanden for dommergruppe 3A, Dan Weller i forbindelse med overrækkelsen.

Med i prisen følger to billetter til en landskamp på dansk grund.

FOR AT KUNNE BLIVE INDSTILLET TIL PRISEN SKAL MAN SOM DOMMER:
– Præstere på et højt fagligt niveau
– Være en god kollega både på og uden for banen
– Bidrage socialt og fagligt til dommergerningen
– Være en god repræsentant for dommergerningen
– Bakke op om faglige og sociale arrangementer
– Bidrage til det frivillige arbejde

Teksten og foto af Bob Gisselmann DBU Jylland, Kommunikation  – forside foto af Emre – Poul Holst Jensen

Skriv et svar