2012 skulle være året, hvor Aarhus Fodbolddommerklub skulle have 100 nye medlemmer, tænkte formand Morten Rask Thomsen. Et meget ambitiøst mål, der allerede er lykkes. Den store frivillige indsats indbragte i går formanden en check på 25.000 og prisen som ”Årets ildsjæl”.

Af Lars-Bo Jensen, DFU.

Hvert år uddeler Aarhus Kommunes afdeling for kultur og borgerservice, Vestjysk Bank samt Århus Stiftidende prisen ”Årets ildsjæl”, der henvender sig til frivillige ildsjæle i Aarhus, der har gjort en forskel for lokalområdet.

Med 250 medlemmer i sin klub og et stort behov for at få flere medlemmer satte Morten Rask Nielsen sig ned med David Nørregård, en ven fra IHF fodboldklub i Aarhus, som han har siddet i bestyrelsen med. De arbejdede med et par idéer og deraf kom projekt 100 dommere. Herefter fulgte timevis af arbejde med at sætte stande op ved uddannelsesinstitutioner til studiestart for at rekruttere unge mennesker, der manglede at supplere deres SU. 11 måneder senere er målet nået.

”Stor cadeaux til projektet og alle de mennesker, der har troet på det. I januar var folk en smule skeptiske, men de har vist stor arbejdsindsats og takket være dem har vi nået vores mål,” lyder det beskedent fra Morten Rask Thomsen, da www.df-u.dk fanger ham dagen efter dagen, hvor han blev kåret til Årets ildsjæl 2012.

”Jeg ved, at Københavns Fodbold-dommerklub og Sydvestjysk Fodbolddommerklub har vist interesse for projektet, så det er godt, at projektet har inspireret andre,” fortæller Morten Rask Thomsen.

Netop rekruttering af nye dommere er i øjeblikket et stort emne i Dansk Fodbolddommer-Union. Således talte formanden for DFU, Per Buttenschøn, så sent som i lørdags ved delegeretmødet i Svendborg om rekruttering og fastholdelse. Det er én af 4 hovedudfordringer, DFU står over for i 2013.

”Vi skal rekruttere og fastholde med benhård prioritering og fokus. Fordi det vil give prestige og personlig udvikling for danske fodbolddommere,” sagde Per Buttenschøn blandt andet.

DFU’s bestyrelse har allerede har været i kontakt med Morten for at få indsigt i det fantastiske projekt. Derudover ser DFU meget gerne Morten som en af hjørnestenene i den gruppe, der bliver nedsat i DFU, når det kommer til en vision for Dansk Fodbolddommer-Union..

De 25.000 kroner, som Morten Rask Thomsen vandt, skal ikke bruges på en ny udestue. De skal til uddannelse af de nye dommere, så de bliver dygtigere, meddeler han.