AFDK flot repræsenteret til årets talentdommerkursus; IBER Cup!

I starten af august blev der igen i år afviklet talentdommerkursus i forbindelse med IBER Cup i Esbjerg.

Jacob ses som nr 4. fra venstre i bagerste række. Rasmus står som nr. 2 fra venstre i forreste række, og midt i billedet som nr 8 fra venstre i forreste række ses Per Kjærsgaard Andersen, som var en af lederne for de unge dommere i turneringen

Efter mange år med det famøse Lyngby kursus har IBER Cup de seneste to år ageret erstatning derfor.
15 dommere og 10 linjedommere var mødt friske ind til kursusstart mandag eftermiddag.
Igen i år var Århus flot repræsenteret i form af Rasmus Nielsen (DS) og Jacob T. Rasmussen (JS). Alle kursusseancer var i år henlagt til et kursus hotel i Esbjerg, hvilket også betød, at kursusdeltagerne slap for at sove i de berygtede klasselokaler fra året før.

Kurset bød ligeledes på et genoptaget samarbejde med det engelske FA, hvorfor 3 af dommerne, samt en udvikler havde taget turen til Danmark for at være en del af kurset. Det betød også, at kurset blev afviklet på engelsk, hvilket som ugen skred frem viste det sig ikke at volde problemer. Det gav derimod ophav til en række catch-phrases, som ”Be Clever”, ”Expect the unexpected” og ”Is this what football wants?”.

En stor del af kurset var bygget op omkring brugen af video. I starten af kurset var der meget fokus på, at der skulle skabes uniformity (ensartethed) mellem de forskellige dommere. Dommere og linjedommere blev derfor vist et klip, og skulle derefter med lukkede øjne vise enten gult eller rødt kort. Deltagerne blev udfordret specielt i kriterierne for satset, hensynsløst og unødig stor kraft, hvilket gjorde, at der henover ugen blev skabt en ensartethed i, hvad der blev dømt.

Videoklip fra kampene blev hver aften vist på storskærm til fælles læring, og dommere og linjedommere måtte i løbet af ugen erkende, at video ikke lyver, om det så gælder placering, følgestraf eller kropssproget i forskellige situationer.

Talentdommerne afviklede i år U16 rækken fra start til slut, men i denne række viste der sig også at være en par yderst interessante hold. Rækken indeholdte hold fra eksotiske lande som Portugal, Spanien, Letland og Norge. Et par enkelte hold i rækken havde meget få engelsk kundskaber, og til tider også meget lidt respekt for, hvad dommerne gjorde, hvilket skabte nogle yderst udfordrende oplevelser for dommere og linjedommere. En enkelt kamp med det lettiske hold var endda ikke mere end 4 min. gammel før kampen blev afbrudt, da et par allerede bortviste trænere ville ind og blande sig i kampen igen.

Overordnet set var det en meget udbytterig uge for alle deltagere. Alle blev udfordret på forskellige områder i løbet af ugen, og både fagligt og socialt fik deltagerne meget ud af ugen. En stor oplevelse, som har været meget udviklende. Slutteligt kan det nævnes, at AFDK igen i år var repræsenteret i finalen, hvor Rasmus Nielsen agerede 4. dommer i U16-finalen mellem AaB og Benfica.

Præcis som i år håber vi på noget århusiansk deltagelse igen næste år!

Forfattet af Rasmus Nielsen og Jacob T. Rasmussen

Skriv et svar