Dommerdag januar hos ASA

Efter flere forsøg lykkedes det langt om længe at få vores superligadommer Jakob Kehlet til at give et spændende foredrag om sin karriere.

Jakob fik sit dommerkort i 1996 som 15-årig, han har haft sin opvækst i Lystrup, hvor han spillede fodbold og håndbold. Det var som håndboldspiller han gjorde det bedst som 2. divisionsspiller i Lystrup. Var senere som seniorspiller i fodbold med til at starte Virup IF. Sparede selv op til en scooter som han kørte rundt på til sine kampe. Generelt manglede han aldrig penge i perioden fra det 15. år og fremad grundet hans indtjening ved dommergerningen.

Fik sin første seniorkamp i 1999 i serie 5. På daværende tidspunkt skulle dommerne være 18 år inden de fik seniorkampe, som bekendt kan man i dag godt starte i en tidligere alder.  I foråret 2000 var det S4 og allerede i efteråret 2000 kom han i S3. Så hed det S2 i foråret 2001 og allerede i efteråret samme år kom Jakob i S1, og blev en del af det daværende trin tre talentsystem og i efteråret 2003 kom han i Jyllandsserien.

En positiv indstillet udvikler boostede hans lyst og iver, og stivede hans selvtillid af til at komme videre. Han fik 5,7 i karakter i en kamp, det medvirkede til at kickstarte Jakobs videre karriereforløb. Blev dog placeret som nr. 19 ud af 19 JS dommere det første år, men allerede året efter var han i midten af gruppen og i efteråret 2004 var det så Danmarksserien og 2. division i sommeren 2005. I efteråret 2006 hed det så 1. division – blev en del af Thiele-gruppe 1, kom med i Nordisk dommerudveklsling og dømte en 1. divisions kamp i Sverige, ligeledes med i projekt Topdommer og en række miniturneringer med ungdomslandsholdene.

Jakob fortæller at det er vigtigt at netværke, han kender Thomas Frank tidligere Brøndby- og landsholdstræner for ungdom, og Claus Nørgaard træner for Sønderjyske og ligeledes tidligere ungdomslandstræner. De har været sammen i en række sammenhænge i forbindelse med ungdomslandsholdsturneringer.

Som 23 årig blev Jakob virkelig hærdet, i en pokalkamp mellem FC København og Esbjerg, var Jakob som fjerde dommer med til at bortvise en rasende Ståle Solbakken som uhæmmet sparkede løs på vandflaskerne. En modig og resolut beslutning og som viser han tør træffe vanskelige beslutninger, og være upopulær selvom det ”koster”. Det er vigtigt at kommunikere såvel verbalt som nonverbalt.

Jakob debuterede d. 26. juli 2009 med kampen Silkeborg IF og FC Midtjylland i superligaen. Siden er det gået slag i slag og efterhånden har Jakob dømt 164 superligakampe, og fra foråret 2011 blev han FIFA dommer og har til dato dømt 87 internationale kampe.

Familien er et meget vigtigt element, der skal være balance mellem arbejde, familie og dommergerningen. Jakob skal være knivskarp i sin planlægning. Familien ved godt hvis han skal deltage i en rund fødselsdag eller bryllup, så skal han inviteres mindst 8 måneder forud.

Uden et godt menneskekendskab/empati, humor og det at være udviklingsparat, samt at fremstå som en rollemodel på og udenfor banen, så kommer du ikke langt, siger Jakob. I dag har Jakob fået mere ro på, han er blevet semi professionel, det betyder han er købt fri 12 timer i gennemsnit om ugen, og kan have fuld fokus på forberedelse, spilstile, spilmønstre og placeringsoptimering, og han kan fokusere på at træne dagligt, i samarbejde med ESAA (Elitesport idræt Aarhus), en kostvejleder,og en fysisk træner som han dagligt er i dialog med.

Jakob fortalte også om sine internationale kampe. Det er kun få dage før, de får besked om hvilken kamp som han skal dømme. Jakob vælger selv sine linjedommere, 4. og 5. dommer og reservedommeren, det er hans eget valg, der træffes her. Det har stor betydning hvordan de indbyrdes fungerer sammen socialt, hvem der er skarp til de administrative udfordringer, Jakob er god til at uddelegere opgaverne, så der kan være fuld opmærksomhed på at analysere kampens spillere, spilmønstre, løbemøstre og andre statistiske forhold, som gør at han kan være så godt forberedt som muligt. Han får et omfattende apparat stillet til rådighed fra FIFA, som giver ham optimale muligheder for at se på alle spilleres bevægelser i internationale kampe, videoklip fra kampene, hvem er gode til at få advarsler med meget mere.

Jakobs mål er at få sin første CL – kamp her i efteråret 2018. Den rette indstilling har han, og ingen tvivl, så har han allerede fået styrket sin mulighed for avancement, vi må så håbe at udviklerne i FIFA, synes det samme. Den semiprofessionelle tilværelse har styrket ham, det bedste ville naturligvis være at han kunne være helprofessionel dommer herhjemme i ligaen, det ligger desværre nok nogle år ude i fremtiden.

Stor tak til Jakob for et spændende indlæg.

Se flere billeder fra dagen på Facebook.

Skriv et svar