Love for Aarhus Fodbolddommerklub
§ 1 Navn m.m.
Klubbens navn er Aarhus Fodbolddommerklub (AFK), stiftet den 29. april 1936.
Klubben er undergivet de af boldspilunionerne og DFU vedtagne bestemmelser og forordninger vedr. spille- og turneringsreglementets forståelse
§ 2 KLUBBENS FORMÅL ER:
– at virke for dygtiggørelse af fodbolddommere, udviklere, vejledere og instruktører samt at være disse til moralsk støtte og faglig bistand
– at varetage medlemmernes interesser over for boldspilunioner og dommerunioner
– at udbrede kendskabet til og fortolkningen af fodboldlovene samt
– at medvirke til uddannelsen af nye fodbolddommere, udviklere, vejledere og instruktører
– at fordele kampe som ikke fordeles af DBU.
§ 3 Medlemskab
Klubben er upolitisk og tilsluttet Dansk Fodbolddommer- Union. Som medlemmer kan kun optages de af DBU autoriserede fodbolddommere. Anmodning om optagelse stiles til dommerklubbens bestyrelse. Medlemskabet træder først i kraft ved klubbens modtagelse af kontingent.
Medlemskategorier:
– Aktivt medlem
– Passivt medlem
– Æresmedlemmer
Æresmedlemmer kan udnævnes af bestyrelsen. Disse betaler ikke kontingent. Bestyrelsen kan i andre særlige tilfælde eventuelt fritage enkelte medlemmer for kontingentbetaling.
Et medlem, der i mange år har siddet i klubbens bestyrelse eller på anden måde ydet en langvarig eller særlig fortjenstfuld indsats for klubben (som dommer, udvikler, vejleder, observatør, arrangør e.l.), kan af ethvert medlem indstilles til udnævnelse til æresmedlem. Udnævnelse kan alene ske af en enig bestyrelse. Beslutning om og tidspunkt for udnævnelse træffes af bestyrelsen.
Æresmedlemmet bevarer sine medlemsrettigheder, men er kontingentfri.
§ 4 Kontingent
Aktive og passives årskontingent fastsættes på klubbens ordinære generalforsamling.
Kontingent, kampafgift og et beløb til klubbens jubilæumsfond fastsættes af generalforsamlingen for 1 år af gangen. Dette kontingent m.m. samt kontingent til DFU skal være betalt på den af bestyrelsen fastsatte dato.
Kampafgift for tildelte kampe skal være betalt senest 1 måned efter modtagelse af kampafgift-opgørelsen fra Aarhus Fodbolddommer Klub.
Intet medlem, som står i restance, kan udøve stemmeret på generalforsamlingen.
Et medlem, der er slettet pga. enhver form for restance, skal betale et strafgebyr for at blive optaget som medlem igen.
Dette gebyr fastsættes hvert år af bestyrelsen og fritager ikke medlemmet for at betale det skyldige restancebeløb. Udmeldelse skal ske skriftligt eller pr. mail til kassereren. Udmeldelse kan ske med 1 måneds varsel til en 1. januar eller en 1. juli og mod betaling af opkrævede kontingenter og kampafgifter.
§ 5 Bestyrelse
Klubbens interesser varetages af en bestyrelse på 5 personer. Generalforsamlingen vælger formand, kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer samt 1-3 suppleanter.
Valgene, der er gældende for 2 år, foretages således:
Ulige år: formand og 1 bestyrelsesmedlem.
Lige år: kasserer og 2 bestyrelsesmedlemmer. Hvert år: 1-3 suppleant/er
Træder suppleanten/erne ind i bestyrelsen ændres om fornødent dennes funktionstid i overensstemmelse med funktionstiden for det medlem, som denne erstatter.
Efter hver generalforsamling konstituerer bestyrelsen sig med en næstformand, der er ansvarlig for førelse af bestyrelses-protokol, med godkendelse på næstkommende bestyrelsesmøde.
Klubbens bestyrelse udpeger selv sine nødvendige udvalg/personer og udarbejder disses arbejdsgrundlag. Bestyrelsen udpeger selv personer som repræsentanter for dommerklubben i interne og eksterne udvalg.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når hele bestyrelsen er indkaldt til møde, og når 3 medlemmer inklusive formanden eller næstformanden er til stede.
På bestyrelsesmøder hvor der i tilfælde af afstemning opstår stemmelighed, vil formandens stemme være afgørende – i hans/hendes fravær, er den fungerende formands stemme afgørende.
Fratræder formanden eller kassereren sit hverv på andre tidspunkter end ved en generalforsamling, indtræder suppleanten i bestyrelsen, der herefter konstituerer sig og træffer beslutning om, hvem der er ny formand/kasserer. Sådanne ændringer skal godkendes på førstkommende ordinære eller ekstraordinære generalforsamling.
Bestyrelsesmøder afholdes, når formanden eller tre bestyrelsesmedlemmer finder det påkrævet. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede.
§ 6 Tegningsregel
Klubben forpligtes udadtil ved underskrift af formanden og mindst ét bestyrelsesmedlem i forening. Bestyrelsen kan ikke købe, sælge eller pantsætte fast ejendom og ikke forpligte klubben ved kaution eller påtagelse af garantiforpligtelser.
§ 7 Hæftelse
AFK er en juridisk person.
Overfor tredjemand hæfter kun AFK’s formue. Medlemmerne og den generalforsamlingsvalgte bestyrelse hæfter ikke overfor tredjemand for opfyldelse af kontrakter, opfyldelse af aftaler mv.
§ 8 Revisorer
AFK’s regnskabsår følger kalenderåret.
AFK’s regnskaber revideres af 2 generalforsamlingsvalgte revisorer.
Revisorerne vælges for 2 år ad gangen og afgår skiftevis. Medlemmer af bestyrelsen kan ikke vælges som revisorer. Endvidere vælges 1 revisorsuppleant for 1 år ad gangen.
§ 9 Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er i alle klubbens anliggender klubbens højeste myndighed indenfor de af vedtægterne fastsatte grænser.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar måned. Indvarsling sker ved offentliggørelse af dagsorden på klubbens hjemmeside samt ved udsendelse af dagsorden pr. mail, til de medlemmer der har registreret deres email-adresse hos dommerpåsætteren, senest 4 uger før generalforsamlingen afholdes. Indvarslingen skal indeholde meddelelse om, hvilke bestyrelsesmedlemmer, der afgår i henhold til vedtægterne, og hvilke der er villige til genvalg.
Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen, hvorefter disse udsendes til medlemmerne senest 8 dage før generalforsamlingen på samme måde som indvarslingen jf. ovenfor.
Enhver lovligt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig. Alle afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal.
Der kan alene stemmes ved personligt fremmøde. Dagsordenen skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Aflæggelse af regnskab
4. Godkendelse af budget, herunder fastsættelse af kontingent
5. Indkomne forslag
6. Valg
7. Eventuelt
§ 10 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan med 2 ugers varsel indkaldes af bestyrelsen og skal med samme varsel indkaldes, når mindst 1/3 af medlemmerne skriftligt indsender begæring herom vedlagt dagsorden med de forslag, der ønskes behandlet. I sidstnævnte tilfælde skal indkaldelse udsendes senest en uge efter begæringens modtagelse. Indkaldelse skal i begge tilfælde ske ved udsendelse af dagsorden pr. mail, til de medlemmer, der har deres email-adresse registreret hos dommerpåsætteren samt ved offentliggørelse af dagsorden på klubbens hjemmeside.
§ 11 Eksklusion
Stk. 1
Bestyrelsen kan – når mindst 2/3 af den samlede bestyrelse stemmer herfor – ekskludere et medlem, hvis medlemmet modarbejder dommerklubbens interesser eller ikke retter sig efter gældende regler og retningslinier.
Stk. 2
Forinden der foretages eksklusion, skal medlemmet dog have lejlighed til at fremføre sit forsvar. Eventuelt møde herom dokumenteres ved skriftligt møderesumé.
Stk. 3
Eksklusionen kan ankes til førstkommende ordinære eller ekstraordinære generalforsamling, hvor afgørelsen træffes med almindeligt simpelt flertal. Eksklusionen er gældende indtil generalforsamlingen træffer anden afgørelse. Det ekskluderede medlem har under sagens behandling på generalforsamlingen møde- og taleret, men ingen stemmeret.
Stk. 4
Bestyrelsen kan dog – når mindst 2/3 af den samlede bestyrelse stemmer herfor – genoptage et ekskluderet medlem.
Stk. 5
Endelig kan et medlem ekskluderes direkte af en general- forsamling, når det besluttes med mindst 2/3 af de fremmødte stemmer. Forslag om eksklusionen skal optages som et særskilt punkt på dagsordenen og skal senest 10 dage før generalforsamlingen meddeles det pågældende medlem.
Stk. 6
Et medlem, der er ekskluderet i henhold til en general- forsamlingsbeslutning, jf. stk. 5, kan kun genoptages som medlem ved en ny generalforsamlingsbeslutning, hvor mindst 2/3 af de fremmødte skal stemme for genoptagelsen. Har en generalforsamling, jf. stk. 3, godkendt den af bestyrelsen foretagne eksklusion, kræves almindeligt simpelt flertal for genoptagelse.
§ 12 Vedr. lovændringer
Forslag til ændringer eller tilføjelser til disse love skal behandles på en generalforsamling. Til vedtagelse kræves, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmer derfor. Vedtagne ændringer er gældende fra den pågældende generalforsamling.
§ 13 Klubbens opløsning
Aarhus Fodbolddommerklubs opløsning kan kun vedtages på en ordinær generalforsamling, når mindst 2/3 af klubbens medlemmer stemmer derfor. Er 2/3 af medlemmerne ikke til stede ved generalforsamlingen, skal bestyrelsen – senest 30 dage efter
– indkalde til en ny generalforsamling, hvor opløsningen kan vedtages med 2/3 af de tilstedeværende medlemmer.
Ved en sådan opløsning skal samtlige dommerklubbens midler anvendes på sociale arrangementer for medlemmerne, forinden opløsning af klubben sker.
§ 14 Øvrige dispositioner
Såfremt disse love ikke angiver nærmere retningslinier, træffes disse af bestyrelsen.
Disse love er vedtaget på den ordinære generalforsamling i Aarhus den 13. februar 1978. Ændringer til lovene er vedtaget på den ordinære generalforsamling i Aarhus den 4. februar 1985, den 7. februar 1994, den 6. februar 1995, den 2. februar 1998, den 5. februar 2007, den 7. februar 2011, den 6. februar 2012, den 3. februar 2014, den 2. februar 2015. den 1. februar 2016 og den 19.februar 2025.