I forbindelse med den første artikel i Jyllands Posten omkring Indvandrerdommere, er jeg blevet kontaktet af et par journalister. Det er blevet til to artikler.

Den første her er fra Jyllandsposten – læs som pdf.

Hver femte fodbolddommer har indvandrerbaggrund

Aarhus Fodbolddommerklub har over de seneste ti år oplevet en stigning i antallet af dommere med indvandrerbaggrund. Det udfordrer og glæder klubbens formand Morten Rask Thomsen.

Af Mathias Hove Andersen, journalist – Journalisthøjskolen 

Listen over dommere i Aarhus Fodbolddommerklub er lang. 204 navne fra Aksel til Aage og fra Ali til Yusuf. Den sidste gruppe tæller 38 dommere, hvilket svarer til 19 procent af dommer-standen. Formanden for Aarhus Fodbolddommerklub Morten Rask Thomsen har lagt mærke til udviklingen, selvom han ikke fører statistik over antallet af dommere med indvandrerbaggrund.
”Der er flere, end der var for fem og ti år siden,” fortæller han.
Morten Rask Thomsen mener, at der er flere årsager til, at Aarhus Fodbolddommerklub har så mange medlemmer med indvandrerbaggrund.
”Aarhus er en stor by med mange indvandrere, så derfor er det også naturligt nok, at der er flere indvandrerdommere her. De er gode til at anbefale det til hinanden, og så tror jeg også, at det er attraktivt, fordi man kan tjene nogle penge ved det,” forklarer han.

Foreningskulturen udfordres
De mange dommere med indvandrerbaggrund har bevirket, at Aarhus Fodbolddommerklub nu tager særlige forholdsregler i forbindelse med klubbens arrangementer.
”Vi er nødt til at tage hensyn til religion. Der er muslimer, som ikke spiser svinekød, og nogle hilser ikke på piger, så det giver nogle udfordringer, som vi så løser. Man er nødt til at tage hensyn til hinanden, og vi har hver vores måde at gøre tingene på. Det synes jeg er vigtigt og positivt,” fortæller Morten Rask Thomsen.
De kulturelle forskelle gør, at indvandrerdommerne ubevidst udfordrer den eksisterende kultur i Aarhus Fodbolddommerklub. Enkelte har eksempelvis haft problemer med at passe tiden.
”De er ikke så gode til at komme til vores informationsmøder. Det skyldes nok, at de ikke kender vores foreningskultur, så et særligt fokusområde er at få dem mere integreret i klubben,” siger Morten Rask Thomsen.

Stolt af mangfoldigheden
Det er yderst sjældent, at Aarhus Fodbolddommerklub får negativ respons på baggrund af indvandrerdommernes præstationer på grønsværen.
”Tilbagemeldingerne fra klubberne er overvejende positive. Der er ikke flere negative henvendelser, end der er med danske dommere,” fortæller Morten Rask Thomsen.
Han er glad for, at dommerklubben i øjeblikket har så mange dommere med indvandrerbaggrund.
”Det giver en vis form for mangfoldighed i vores klub. Vi er stolte af det, for vi synes, det er vigtigt, at vi afspejler samfundet,” siger Morten Rask Thomsen.
Hos Dansk Boldspil Union (DBU) anerkender man, at dommerstanden gerne må give et billede af samfundet. Men præcis som det er tilfældet i Aarhus Fodbolddommerklub, så fører man ikke statistik over antallet af dommere med indvandrer baggrund, og man går ikke bevidst efter at tiltrække denne gruppe.
”Hos DBU er vi glade for alle nye dommere. Alle er velkomne, og vi har ingen præferencer,” forklarer dommeruddannelsesassistent Kenneth Friis Nielsen.
I Aarhus Fodbolddommerklub er konklusionen klar:
”Vi er rigtig glade for vores indvandrerdommere,” fortæller Morten Rask Thomsen.