17 kandidater til Årets Ildsjæl
Fem personer er nomineret til titlen og 25.000 kroner.
Der er masser af ildsjæle i Aarhus.

Af Hans Petersen, hap@stiften.dk

Ikke færre end 17 personer har gjort sig fortjent til titlen Årets Ildsjæl denne gang. Så mange var indstillet af Århus Stiftstidendes læsere.

Fem personer er med i finalen om at blive kåret.

Årets Ildsjæl skal findes inden for kultur, sport og fritid i Aarhus Kommune, og de fem er nomineret af repræsentanter for de tre initiativtagere til prisen.

Det er Aarhus Kommunes afdeling for kultur og borgerservice, Vestjysk Bank og Århus Stiftstidende.

De nominerede er…

Den endelige modtager af prisen og 25.000 kroner bliver fundet af en komite med repræsentanter for kultur, sport og fritid.

De fem nominerede er – i alfabetisk orden:

Inger Boysen, Aarhus Bluesforening – for arbejdet med at skaffe bluesmusikken tilbage til Aarhus.
Cecilie Hansen, Red Barnet Ungdom – for arbejdet som formand og frivillig i organisationen.
Mette Hovgaard, Lystrup IF – for utrætteligt engagement som træner for håndboldpiger i Lystrup IF.
Lone Nielsson, Vilhelmsborg Festspil – som skuespiller, sufflør og leder af festspillets sekretariat.
Morten Rask Thomsen, Aarhus Fodbolddommerklub – for at have skaffet 100 nye dommere på et år.

De fem personer bliver senere portrætteret her i avisen.

Prisen bliver overrakt tirsdag 13. november ved et arrangement i Musikhuset Aarhus. Her er gratis adgang for alle, der melder sig til.

Tidligere modtagere
Modtagere de foregående år er tidligere overlæge Johannes Nielsen for arbejdet i Gallo-bevægelsen med psykisk udsatte, Anna Dalgaard fra Ungdommens Røde Kors for arbejdet med stille piger i Rosenhøj og ægteparret Vibeke og Harald Lie fra svømmeklubben HASA, der med en særlig metode lærer handicappede og folk med vandskræk at svømme.

Prisen går til en person, men pengene går til den organisation, titelmodtageren er en del af.

Du kan deltage i arrangementet KLIK HER FOR AT LÆSE MERE…. først til mølle…