Sidste trut i fløjten

FODBOLD

En lørdag formiddag i oktober slutter en i alle henseender almindelig fodboldkamp på Viby Stadion for U-12 drenge. Det eneste usædvanlige er, at dommeren, efter først at have fløjtet kampen af én gang, fløjter den af igen.

»I dag sluttede jeg med to fløjt. Et for kampen og et for karrieren,« siger fodbolddommer Finn A. Jensen. Han har netop dømt sin sidste fodboldkamp efter i 37 år at have gået i sort.

De unge drenge kommer forbi og siger pænt tak for kampen. Normalt har de travlt med at komme videre, men i dag bliver de stående sammen med trænere og forældre.

Finn skal nemlig lige først have blomster, tre flasker vin og en lille tale.

»Du tog dommerkortet i 1977 og har dømt over 650 fodboldkampe,« siger Dan Weller, kasserer i Aarhus Fodbolddommerklub.

»Og du har ydet en stor indsats i dommerklubben og for hele dommerstanden i Jylland. Tak for det.«

»Selv tak,« siger Finn.

Et øjebliks akavet stilhed indtræder, inden en forælder spontant råber: »Han længe leve,« hvorefter resten af flokken stemmer i med »hurra, hurra, hurraaa«.

Finn er rørt over den uventede hyldest og må knibe en lille tåre. Han synes ellers ikke, der er så meget at råbe hurra for. Han ville nemlig hellere have fortsat med dommergerningen.

Men i DBU har man en regel om, at dommere sendes på pension det år, de fylder 73. Den aldersgrænse er Finn nu faldet for. At han stadig er rask og rørig og gerne stiller op i al slags vejr, er man så at sige fløjtende ligeglade med i DBU.

Det er aldersdiskrimination

I dagens anledning er Finns gamle ven og dommerkollega, Jørgen Fogh, dukket op for at give opbakning. Jørgen fyldte selv 74 mandagen forinden og fik også blomster og tre flasker vin.

»Det er fint nok,« siger Jørgen, der kunne have haft 50-års jubilæum som dommer næste år.

På denne dag, som er Finns, har Jørgen købt den øl, de plejer at nyde sammen i cafeterierne, når de har ydet deres borgerpligt. Det bliver altså deres sidste øl sammen på den måde, og det forstår de ikke.

»Den regel med de 73 år, den synes jeg er diskriminerende. Det er virkelig aldersdiskrimination. Det burde følge manden, og ikke hans alder. Det er det, det handler om,« harcellerer Finn.

»Der kan gå en dommer rundt på 50, der har mave og er usaglig og ikke kan løbe tre meter. Han må gerne dømme. Vi andre, der holder os i form og hygger os og drikker en øl efter kampen, og ellers opfører os ordentligt på alle måder, vi må ikke dømme længere. Og det er aldersdiskrimination, det mener jeg virkelig det er,« siger Finn, der ikke har for vane at pakke tingene ind.

Hvorfor en sådan regel skulle være nødvendig, har de ikke noget bud på. Men de kan oplyse, at det har været værre.

»Først hed den jo 70,« siger Finn. »Så fandt de ud af, at det jo var helt galt. Så lavede de den om til 73. Og så skulle vi til sådan en test for at se, om vi kunne gå og løbe og se og høre og alt det der.«

Og den model kan Jørgen bedre se rimeligheden i.

»Det burde være sådan, at man skulle til en test hvert år, når man fylder 73. Ligesom med kørekort, kan man sige. Og så skulle nogen vurdere og sortere og sige ”okay, du tager et år mere.” Det må være måden at gøre det på,« siger Jørgen.

Finn er enig, men han understreger også, at der bør være regler, for ellers går det galt. Det findes der gode eksempler på.

»For nogle år tilbage havde vi en dommer, der var ret legendarisk,« husker han. »Men han dømte, til han var 83. Det var sådan, at alle folk skulle ud og se ham den gamle dommer, der løb rundt. Det duer heller ikke. Han skulle have stoppet lidt før. Så der skal være en grænse. Men det kunne sådan en test jo fange.«

Godt dømt, dommer

Finn havde godt bemærket ude på stadion, at taleren fra dommerklubben snakkede om 650 kampe. Men det kan ikke passe, ved han.

»Jeg har dømt i 37 år, og jeg har dømt 100 kampe om året. Så jeg har i hvert fald dømt 3500 kampe. Det ligger helt fast endda. Er det ikke rigtigt, Jørgen? Det kan ikke være anderledes. Det er meget,« slår han fast, inden han afslører, at det ikke har været en eneste for meget. Tværtimod har han haft det allerbedste forhold til både trænere og spillere.

»Det eneste jeg vil sige: Forældrene, de skal altså lære at opføre sig ordentligt. Jeg har set en far gå ned til en af de unge trænere og sige: ”Hvorfor skal min søn skiftes ud?” De skal bare blande sig langt udenom og så lade trænerne og dommerne ordne spillet.«

»Det er selvfølgelig ikke alle forældrene, men mange af dem blander sig, og så råber de det mest usaglige. ”Dommer, hvad fanden, skal du ikke have briller?” Et eller andet. Det er aldrig trænerne, kun forældrene. De skal have lov at være der, men de skal lære at opføre sig ordentligt,« siger Finn, der selv vurderer, at 98 procent af alle hans oplevelser har været positive.

»For 14 dage siden var jeg ude at dømme en U-11 kamp, hvor de tabte 6-1. Så da de løber forbi, vender den ene dreng sig om og siger ”godt dømt dommer.” og han havde lige tabt 6-1. Se, så bliver man glad,« siger Finn og afviser, at der skulle have været den mindste ironi at spore i drengens stemme.

Samværet med særligt de unge mennesker bliver svært at undvære. Men lige så meget vil han savne at komme rundt på de mange østjyske stadions og hilse på.

»Jeg har dømt på samtlige baner i Aarhus og omliggende byer. Det er selvfølgelig meget få dommere, der har dømt på Wembley, men hvor mange har dømt på Norring Stadion? Det har jeg. Eller Vibe-Arena i Haldum. Eller Vesterbro Stadion i Stjær. Det er sådan nogle steder, vi kommer hen, og jeg elsker det.

Og jeg er ked af, at det er forbi med alle de oplevelser, jeg har haft. I gamle dage, når jeg kom ud til Aabyhøj til Agnes Stampe: ”Nej goddaw”, og så får man et knus og en kop kaffe sammen med Agnes. Og ude i Stavtrup, ude ved Karen, så får man altid et knus og en øl sammen med hende. Sådan vil jeg savne alle de forskellige steder, man kommer hen.«

Hallo! Kom lige her.

Finn og Jørgen har været venner og kolleger gennem mange år, og de taler om en særlig kultur internt i dommerstanden. Eller sådan var det i hvert fald engang. Man sludrede, når man rendte sammen og fik altid en snak over en øl.

Den kultur har de yngre dommere ikke rigtig taget til sig.

»Det er bare fat i mobiltelefonen og så hjem. Det sociale mangler, og det synes jeg er lidt ærgerligt,« siger Finn, der i samme øjeblik får en mulighed for at afprøve sin egen tese.

”Prøv nu og se, om han kommer hen og hilser, ham der,” siger Finn, der har fået øje på en ung mand i dommeruniform, der er på vej igennem cafeteriet.”Hallo! Kom lige her, du. Det er da kutyme, man kommer hen og hilser, når man kommer ind og ser en dommerkollega her,” lyder det opdragende fra Finn.

”Ja det er da så,” siger den unge mand og kommer hen og stikker labben frem. ”Hej. Simon,” præsenterer han sig høfligt.

”Nå. Dav,” siger Finn.

”Jeg kunne ikke lige se, I var dommere,” undskylder den unge Simon sig. ”I har jo ikke tøj på.”

Det passer ikke helt. Jørgen har en brun jakke på, og Finn en ternet skjorte. Men Simon har ret i, at de to er svære at identificere som dommere uden deres uniform.

”Nej, det kunne han jo ikke se,” siger Jørgen.

”Nej nej nej, men alligevel da,” siger Finn.

”Har I været ude at dømme, eller hvad?” spørger Simon.

”Ja, jeg har været ude at dømme, ja,” siger Finn og tager så sin højtidelige stemme på. ”Min sidste kamp, du. Det er derfor, der er blomster her. Jeg er faldet for aldersgrænsen.”

”Okay. Og så sidder I lige og får en øl her? Her midt på formiddagen,” lyder det lidt for friskt fra ynglingen.

”Du har nogle år endnu, hvad?” ignorerer Finn ham.

”Det har jeg, ja. Jeg er lige begyndt. Det er skidelækkert,” siger Simon og begynder at bakke. Han er nødt til at komme ud og dømme nu.

”Ja, det er godt nok,” siger Finn og kigger efter ham, inden han igen læner sig ind over bordet. ”Der kan du selv se, han kom ikke hen og hilste.”

”Nej, men han kunne ikke se det,” siger Jørgen.

”Nej, det er rigtigt nok,” indrømmer Finn. ”Det kunne han ikke gætte.”

Foredragsholder og dirigent

Selv om Finn synes, at reglen om gamle dommere er åndssvag, har han ikke ondt af sig selv, og det er der heller ingen grund til, at andre har. Han har nemlig masser af jern i ilden. Som dirigent til generalforsamlinger, og som kampagneleder for Flemming Knudsen. Og så har han fået en ny tilføjelse på visitkortet.

»Jeg har fået nyt job. Jeg er blevet foredragsholder. Jeg blev ringet op af en præst ved Skt. Pauls Kirke, der sagde, at jeg var god til at fortælle historier fra gamle dage, om kvarteret omkring Skt. Pauls Kirke og Bülowsgade, hvor jeg bor. Og det har jeg holdt foredrag om, og det sagde de, var en succes. Så jeg kunne godt tænke mig at gå lidt den vej der. Om jeg skal på turne med det? Det ved jeg ikke, om jeg ligefrem skal. Men jeg har da i hvert fald to engagementer mere om Bülowsgade. Så det er godt nok.«

Finn A. Jensens sidste kamp mellem Viby og Odder i B1-rækken for U-12 drenge endte med en sejr til Odder på 4-1.

Finn A. Jensen, ex-fodbolddommer