Fløjteri – 60 heraf mange kvinder – meldte sig ved studiestarten, og dommerklubben er over målet på 100 nye.

Af Hans Petersen
hap@stiften.dk

Fodbolddommerne i Aarhus har haft forbløffende succes med et godt initiativ. På et år har de skaffet 100 nye dommere til at lede kampe i klubbens område. Ja de har nu så mange, at de også kan sende dommere til Horsens og Silkeborg.

I årevis har det knebet med at skaffe nye dommere, men så satte klubben sig for, at det skulle være slut. Ved at slå på, at dommerhvervet er verdens bedste studiejob, har den fået nye dommere til at strømme til. Ja, faktisk vil klubben komme over 100 nye dommere, når de alle har været igennem et kommende kursus.

Da dommerne senest var på studiestartmessen på Aarhus Universitet var der en vældig søgning.
”Omkring 1000 var ved vores stand. Vi nåede at tale med 300, og 60 af dem meldte sig for at være med. Nu ringer vi dem alle op for at tilbyde dem at komme på kursus, ”siger Aarhus-formanden Morten Rask Thomsen, der sammen med sine kolleger slog på, at de unge har et studiejob fra dag et, når de har taget eksamen. Det virker.
Styrken er, at dommerhvervet giver motion og en skattefri godtgørelse, der gør det ud for de udgifter, der er ved vask af tøj og lignende.
” Det er også godt for de studerende at have ledererfaring på CV’et og det giver dommergerningen,” siger Morten Rask Thomsen.

Mange kvinder
Han er overasket over, at der blandt de nye er mange kvinder.
”De ser fodbold på en anden måde end mændene. Derfor har de behov for mere teori, så vi tilbyder dem ekstra timer,” siger han.
Indtil studiestarten havde dommerklubben fået 66 nye dommere. Nu bliver yderligere 25 plukket ud blandt de 60 til et kursus, og så er der kommet mange af de gamle dommere til i løbet af året på grund af kampagnen oplyser formanden. Han tilføjer at dommerklubben går ud med en ny kampagne næste forår. I år har dommerne brugt over 1500 frivillige timer på kampagnen.
I år er undervisningen gratis for at trække så mange til som muligt.
En af de nye dommere, Martin Markus, er i øvrigt allerede gået fra ungdomsrækkerne til Serie 4 for senior. Han blev fundet i år på htx i Viby hvor han studerer.