I år har vi haft tre rutinerede kræfter der er faldet for aldersgrænsen på 73 år og som derfor ikke længere må trække i dommertøjet og tage fløjten i munden – hvor gerne de end vil. Alle tre har haft besøg af en repræsentant fra bestyrelsen i forbindelse med deres sidste opgave, hvor de har fået overrakt en buket blomster og et par flasker vin.
Finn A. Jensen tog dommerkort i 1977 og har således virket som aktiv dommer uafbrudt i 46 år.
Finn opnåede at dømme i serie 3 og har i sine mange år dømt over 3.500 kampe. I de sidste mange år har Finn helliget sig ungdomskampe og der er således ikke den spiller i Aarhus og omegn, der ikke har fået en del af sin fodboldopdragelse af Finn.
Jørgen Fogh tog dommerkort i 1964 – 49 år som aktiv fodbolddommer er det således blevet til.
Jørgen opnåede at dømme i serie 1 og har dømt i nærheden af 5.000 kampe i sin karriere. Også Jørgen har de seneste år helliget sig ungdomskampe og den vej rundt også været en del af de fleste spilleres fodboldopdragelse.
Bjarne Buch Jacobsen tog dommerkort i 1962 – og har således været aktiv dommer i 51 år.
Bjarne opnåede ligeledes at dømme i serie 1 og har dømt ca. 4.000 kampe i sin karriere. Bjarne virkede til det sidste også som dommer i seniorkampe.
Aarhus Fodbolddommerklub vil gerne med disse linjer sige jer alle 3 en stor tak for en prisværdig indsats gennem årene. I har alle 3 været gode ambassadører for dommerstanden og klubben igennem alle årene, og det er imponerende med så lange karrierer og så mange kampe – med det antal kampe mange nye dommere tager i dag, så skal vi nu have fundet en 5-6 stykker bare for at kunne afløse jer på banerne.
Vi håber at I vil nyde jeres otium og at I fortsat vil komme i klubben og fortælle historier fra jeres mange oplevelser, ikke mindst i Seniorklubben.
Tak for indsatsen.
Bestyrelsen