Ny sæson for fodbolddommerne er lige om hjørnet – udnyt dit fulde potentiale.
Det kræver gennemslagskraft, overblik, autoritet og beslutningsdygtighed at være fodbolddommer. Under hver kamp bliver du udfordret på din fodboldfaglige dygtighed, dine personlige egenskaber og ledelsesevner. Men intet kan hamle op med den tilfredshedsfølelse og det kick du føler, når kampen fløjtes af, og du formåede at få det hele til at gå op i en højere enhed.

Som fodbolddommer skal du præstere optimalt i en meget intens tidsperiode. Du skal være fuldkommen opmærksom fra det øjeblik kampen fløjtes i gang, have et konstant fokus på spillet og hele tiden være parat til at træffe vigtige kendelser, som kan have betydelige konsekvenser for kampens resultatet og alle de involverede. Ud over fokus på kampen har du, hvis du er del af en dommertrio eller har en 4. dommer eller mållinje dommere med, også ansvaret for at få dommerteamet til at spille sammen.

På banen skal du tage styring og ledelsesansvar. Du skal kunne agere i spændingsfeltet mellem de mange forskellige typer mennesker, interesser og holdninger, og meget ofte skal du fungere som mægler mellem kampens rivaliserende parter.

Der hviler mange øjne på dig under sådan en kamp. Alle har en mening om din måde at dømme kampen på og om du træffer den rigtige beslutning i de afgørende øjeblikke. Tilmed er både publikum, trænere og spillere hurtige til at give til udtryk for, hvis de ikke er enige i dine kendelser. Det kræver et stort overblik, gennemslagskraft, beslutningsdygtighed og autoritet at være fodbolddommer, uanset hvilket niveau du fungerer på.

Tvivl og usikkerhed påvirker din dømmekraft

Selvom du trives med at have overblikket og ’stå på mål’ for dine beslutninger, vil du angiveligt komme ud for situationer, hvor du alligevel tvivler på dig selv. Hvor du bliver usikker på, om den kendelse du dømte, var den rigtige. Hvor du bliver udfordret på din dygtighed og dine kompetencer. Og hvor spillerne eller trænerne vil forsøge at fralægge sig ansvaret for fejlspil ved at skyde skylden på dig. Det er afgørende, at du ikke lader dig påvirke i disse øjeblikke. Tvivler du på dig selv og dine beslutninger eller lader du dig påvirker af omgivelserne, smitter det med det samme af på din dømmekraft. Ikke mindst fordi en fejl hurtigt kan sætte sig som en blokering og angst for at fejle igen, hvilket vil påvirke dig resten af kampen og muligvis i fremtidige kampe også.

Som fodbolddommer sætter du en ære i at levere de rigtige kendelser i kampens afgørende øjeblikke. Det er vigtigt, at du stoler på dig selv og din intuition, at du tør stå fast på dine beslutninger og hurtigt kan lægge det fra dig, hvis du alligevel bliver i tvivl.

For mange dommere står usikkerhed, tvivl på egne evner, angst, manglende tro på sig selv og nervøsitet desværre i vejen for at levere på allerhøjeste niveau. I det øjeblik du genovervejer en beslutning, tvivler på din egen dømmekraft eller lader dig påvirke af omgivelsernes påvirkninger, forsvinder dit fokus fra spillet. Udfordringer på privatfronten og hverdagsstress kan ligeledes påvirke din dømmekraft på banen.

Lad ikke en kamp, der ikke gik som forventet, forhindre den næste i at blive den bedste

Alle fodbolddommere oplever at dømme en kamp, som ikke gik som forventet. Fodbold går stærkt og det sker fra tid til anden, at dommeren ikke ser forseelsen eller afgiver en forkert kendelse. Når det sker, kan det for mange udløse en lettere angst for at fejle igen. Det væsentlige er, at du ikke lader en dårlig oplevelse påvirke dine efterfølgende kampe. Vil du udvikle dig som dommer, er det vigtigt du arbejder konstruktivt med dine fejltagelser og lægger dem fra dig. De dårlige oplevelser må ikke får negativ indflydelse på dine fremtidige kampe, men skal bruges til at styrke din dommerfaglighed.

4 gode råd hvis du vil avancere i din dommerkarriere

Feedback – Vær ydmyg og lyt til dine kollegaers råd – hele vejen fra bredden til eliten. Tag det til dig du kan bruge. Måske er det netop et godt råd eller en konstruktiv feedback fra en dommerkollega der, ud over flid, vilje og talent, får dig skridtet videre i din karriere.

Intuition – Stol på din mavefornemmelse når du dømmer. Du vil opdage at din intuitive fornemmelse af hændelsesforløbet og hvilke konsekvenser det bør udløse altid er rigtig. En del af de dommere, jeg har haft fornøjelsen af at arbejde med, stoler ikke altid på mavefornemmelsen, men lader sig i stedet påvirke af omgivelserne. Når man lader sig påvirke af andre i beslutningsprocessen, vil tvivlen på dine egne evner og dømmekraft hurtigt overskygge kampen. Brug din mavefornemmelse og intuition i samklang med din faglige dygtighed og stol på dig selv.

Attitude – Usikkerhed bliver ofte forvekslet med arrogance – Læg arrogancen fra dig. Hvis ikke du gør det, vil du møde modstand fra holdende fra starten. De vil forsøge at bruge din attitude imod dig og det kan koste unødvendige advarsler undervejs. Tag dig altid tid til at hilse på holdene inden kampen. Vær imødekommende og smilende og du vil opleve, at dine kendelser bliver respekteret frem for at udvikle sig til en konflikt.

Visualisér – Lad ikke tidligere oplevelser påvirke din dømmekraft i fremtidige kampe. Brug dine fejltagelser som konstruktiv læring og læg dem derefter fra dig. Fortæl dig selv flere gange inden en kamp, at du ikke vil frygte dagens kamp, at du vil brænde igennem, stole på din egen dømmekraft og gøre dit allerbedste. Sæt noget godt musik på, der gør dig glad på vej til dagens kamp. God energi avler god energi – negativ energi avler negativ energi. Forestil dig at sidde i omklædningsrummet efter kampen med dine kollegaer ved tanken om en kamp, der netop er afviklet til alles store tilfredsstillelse.

Udnyt dit fulde potentiale og perform optimalt

Hvis du skal udvikle dig som dommer og har ambitioner om at avancere, er det mindst lige så vigtigt du arbejder med din mentale tilstand som med din fysiske form. Gennem målrettet mentaltræning kan du blive hjulpet til at skabe indsigt i og løsne op for de indre blokeringer, som forhindrer dig i at yde dit allerbedste, når det virkelig gælder. Du vil opleve at blive mere afklaret i din dommergerning, få mere kant og gennemslagskraft, bedre overblik og et ekstra mentalt overskud til at håndtere de mange forskellige mennesker og situationer, du kommer ud for under hver kamp.

Samtidig vil du også opleve, at du lettere kan overkomme de udfordringer, du møder på jobbet eller hjemmefronten.

Formålet med mentaltræning er at trigge dit mind-set, styrke din psykiske og mentale tilstand og gøre dig fri af negative tanker, oplevelser og blokeringer. Ved hjælp af mentaltræning bliver du i stand til at udnytte dit fulde potentiale og performe optimalt – både på og udenfor banen.

 

Med venlig hilsen

Kevin Heumann, Mentaltræner Aarhus – København

Mail: Info@arketype.nu – Tel: +45 51958980

Skriv et svar