Det er virkelig blevet en trend blandt unge at blive fodbolddommer.
Den aktion, Aarhus fodbolddommerklub satte i gang i februar, har haft effekt.

Ikke alene er der siden det første kursus i marts uddannet 67 dommere, men klubben får også to-tre henvendelser om ugen fra folk, som ønsker at bære det sorte tøj og fløjten.

“Vi satte os for at skaffe 100 nye dommere på et år, og et tal lige deromkring når vi. Der er 30 pladser tilbage, og dem udbyder vi ved studiestart i september,” siger Aarhus-dommernes formand Morten Rask Thomsen.
“Alle dommerne har været ude at dømme, vi har haft vejledere med, og nogle er så dygtige, at de er rykket op i rækkerne,” siger en tilfreds Morten Rask Thomsen.

Otte af de de nye dommere er piger, og klubben har så mange dommere på minimumsalderen 15 år som aldrig før. Det er knap 20. For en del af de unge er det første gang, de overhovedet har været til en eksamen.
“Af kursisterne er kun få dumpet ved eksamen, og vi sørger for, at de kan komme op igen inden for en måned,” siger formanden.
Dommerklubben har skabt en ungdomsgruppe for 15-20 årige, som har faste vejledere.

Om dommerklubben vil forsøge at gentage succesen næste år, er uvist lige nu.
“Vi skal lige se behovet,” siger Morten Rask Thomsen, der oplyser, at en dommer i gennemsnit dømmer 40-60 kampe om året.

Af Hans Petersen hap@stiften.dk