Ugen op til pinse troppede de 12 bedste drenge- og pigehold i fodbold op til Danmarksmesterskaberne i efterskolefodbold. Hver i sær havde holdene kvalificeret sig til stævnet via regionale mesterskaber.

Region 3’s talentdommere i serie 3 og 4 var inviteret med, da landets bedste idrætsefterskoler afviklede det årlige DM-stævne, i år på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole.

Af Kasper Krüger

Det var således cremen af dansk ungdomsfodbold, der efter 70 kampe over 3 dage skulle finde sine vindere og tabere.

Til at lede de mange opgør var dommere fra Djursland Fodbolddommerklub samt vi inviterede talentdommere. Desværre var det kun muligt for 5 af talentgruppens dommere at deltage, da mange var forhindret af arbejde og eksamenstid. AFDK var repræsenteret af undertegnede og Christian Hjortshøj.

Trods den lidt magre deltagelse fik os der deltog en rigtig god oplevelse.

Jeg indtrådte i turneringen på dag 2, med 3 kampe på programmet. Første opgør stod mellem pigeholdene fra BGI og SINE. Dette blev efterfulgt af 2 drengeopgør: Lægården – Sjælsølund og Gunderslevholm – Haarby.

Alle kampe blev afviklet i dejlig solskin og med en intensitet man sjældent oplever som breddedommer i ungdomsrækkerne. Der blev gået til den med mange infights og højt spændingsniveau. Det var således afgørende at finde det rette forsætlighedsniveau, således at der hverken blev fløjtet for meget eller for lidt.

Det lykkedes tilsyneladende ganske fint, da jeg udelukkende hørte positive tilkendegivelser fra spillere og trænere omkring min og de andre talentdommeres præstationer.

Efter dagens kampe stod den på indkvartering, da invitationen også inkluderede mulighed for at overnatte på efterskolen med fuld pension udover godtgørelsen. Jeg var dog den eneste der tog imod tilbuddet, men oplevede under hele forløbet gæstfrihed og en interesse fra de forskellige træneres side talentstrukturen.  Maden var i top, og jeg fik tildelt et fint eneværelse til overnatning.

Henover eftermiddagen blev kvartfinalerne afviklet, og ved aftensmaden fik jeg mig en dybdegående snak med Haarby Efterskoles træner, der kunne fortælle at størstedelen af hans hold bestod af Liga- og divisionsspillere fra OB, Otterup og Næsby. Det var altså ikke uden grund, at intensitetsniveauet var højt!

Efter en god nats søvn var det finaledag med semifinaler og finaler. For os dommere betød der overgang fra single-kampe til triokampe.

Jeg havde 2 kampe i trio med 2 andre talentdommere, først på linjen i pigernes finale der gik hele vejen til straffesparkskonkurrence.

Kamp 2 var jeg på fløjten i drengenes finale mellem Lægården og Haarby Efterskole. En tæt kamp med mange tilskuere i højt solskin og en sen afgørelse til Haarbys fordel.

Efter endt pokaloverrækkelse gik turen atter tilbage til Aarhus, med lidt solbrændt hud og ikke mindst en række gode oplevelser og erfaringer rigere.

Der skal lyde en stor tak til efterskolerne for professionelt samarbejde og feedback, samt deres og talentudvalgets velvilje til at give os chancen. Forhåbentlig kan det blive til et nyt samarbejde næste år, gerne med en lidt større tilslutning. Det vil uden tvivl være med til at højne både det sociale og sportslige udbytte for både dommere og efterskolerne.

Trioen til finalekampene. Fra venstre: Niklas Petersen (Randers), Kasper Krüger (Aarhus), Kristoffer Mejer (Sydøstjysk). Foto: Kasper Krüger.