UngiAarhus Aarhus Kommune har inspireret her: Brabrand Stadion, og med Aarhus
·
ARZO OG SANAH ER KLAR TIL KAMP OG FRITIDSJOB PÅ FODBOLDBANEN
”Det er lidt nervepirrende i dag. Jeg kommer helt sikkert til at lave mange fejl. Så jeg er glad for, at der en vejleder med, som ser kampen, og som jeg kan snakke med”, siger Arzo (15), mens hun venter på, at fodboldkampen mellem pigerne fra Kristrup Boldklub og Brabrand IF fløjtes i gang. Af hende selv. For Arzo debuterer nemlig som fodbolddommer denne aften på Brabrand Stadion.
Med på sidelinjen er også Arzos veninde, der debuterede som fodbolddommer et par uger forinden:
”Det er spændende at se fodbold fra dommerens side, og det er faktisk rimelig hårdt at dømme kampe. Men det er fedt. For jeg bruger noget af min fritid på det, der interesserer mig, samtidig med at jeg tjener penge og får motion. Og så er det sjovt at være den, der bestemmer, ude på banen”, siger Sanah (15).
Inden deres dommerdebuter har Arzo og Sanah været på dommerkursus, som udbydes af DBU Jylland i samarbejde med ungdomsskolen og Fritidshuset Ellekær i UngiAarhus samt DIF get2sport aarhus.
”På kurserne lærer de unge blandt andet lederansvar og lederskab. Når de unge efterfølgende skal dømme kampe både i og udenfor Aarhus, kommer de ud og oplever mange andre slags miljøer, end de er vant til og er vokset op i. Samtidig er deres opgave klart defineret, og spillerne ser dem først og fremmest som dommere og dem, der bestemmer på banen”, forklarer UngiAarhus’ projektleder i DIF get2sport aarhus, Thorbjørn Ovedal.
Dommerkurserne foregår typisk i udsatte boligområder, men de udbydes som almene ungdomsskolehold, og unge fra hele Aarhus er velkommen til at tilmelde sig dem:
”Ungdomsskolen vil gerne understøtte unge i at få DBU-uddannelsen og efterfølgende et fritidsjob, som både er interessevalgt og godt betalt. De unge får desuden gode muligheder for at indgå i nye sociale relationer sammen med andre unge, når de tager uddannelsen”, siger ungdomsskolekoordinator i UngiAarhus, Casper Husted.
Tilbage på Brabrand Stadion er Arzos første fodboldkamp som dommer i fuld gang. At hun og Sanah har valgt at tage del i dommergerningen, glæder aftenens dommervejleder fra DBU/Aarhus Fodbolddommerklub, Jesper Løjstrup:
”Der er mangel på fodbolddommere – især kvindelige dommere. Og at man som Arzo og Sanah har valgt at blive dommere i så ung en alder er kun en kæmpe fordel, for det giver god erfaring, som gør, at man med tiden kan blive rigtig dygtige dommere”, siger han.
Tak til Ung i Aarhus for tekst og billeder.