Samarbejdet mellem DFU og DBU er efter aftenens møde genetableret. DFU er klar med dommere til DBUs turneringer.
Efter mødet med DBU fredag er DFU klar til igen at stille med dommere til DBUs turneringer. Dette blev resultatet af aftenens drøftelser.

DBU har erkendt, at et samarbejde med DFU omkring dommernes forhold er den eneste rigtige og forsvarlige vej for dansk fodbold. Derfor har parterne i dag udarbejdet en fælles erklæring om igen at samarbejde med DFU.

Per Buttenschøn, formand for DFU udtaler:

“Vi er naturligvis rigtigt glade for – og tilfredse med, at DBU har skrinlagt alle planer om at danne sit eget dommerkorps udenom DFU. Vi har i dag haft meget konstruktive drøftelser, hvor vi er blevet enige med DBU om at se fremad og sammen sikre de bedste rammer og strukturer for dommerne i Danmark. Ud over dommerne stiller DFU også med mere end 300 dommerfaglige ledere, instruktører og dommerudviklere, og dem kan DBU naturligvis heller ikke undvære.

Retorikken har i konfliktperioden til tider været hård, og presset mod DFU været stort, og jeg er derfor meget glad for den opbakning, dommerne, instruktørerne og udviklerne har vist DFU. Også landets fodboldklubber har i stort omfang støttet DFU hele vejen igennem. Tak for det!

Nu handler det om sammen at skabe de bedste fremtidige rammer, ikke om at rejse kritik eller bære nag. Sådan en konflikt lærer alle parter af.”

Dagens aftale betyder konkret:
• at der så hurtigt som praktisk muligt igen vil være uddannede og kvalificerede dommere på alle kampe
• at DBU og DFU har nedsat en arbejdsgruppe, der skal analysere dommerstrukturen og komme med forslag til modernisering.
• at der arbejdes med modeller, der sikrer fodbolden i Danmark mod lignende konflikter
• at omkostningsgodtgørelsen til dommerne i 2013 er på kr. 207 og i 2014 på 218 kr.
• at parterne snarest muligt vil genetablere alle funktioner og grupper omkring dommerne, herunder uddannelse, talentarbejde, dommerudviklinger osv.

De relativt få dommere, der valgte at gå med DBU i konflikten vil få tilbudt samme vilkår som landets øvrige dommere. En del skal forventeligt have lovkendskab mv. opdateret, ligesom der skal bestås fysisk og teoretisk test for at dømme på højere niveau.
Alle er naturligvis velkomne som medlemmer af DFU.

Per Buttenschøn udtaler:
”Først og fremmest glæder jeg mig rigtig meget over, at alle dommere nu igen kan virke. Jeg ved, det har været en svær tid for både klubber og dommere. Jeg ser også frem til de kommende drøftelser med vores dommerklubber og DBU om fremtiden”.