Thomas Lang

(Bindeled mellem udvikler- & vejlederudvalg)

Alex Petersen
Nicolai Lauridsen
Jacob Tornbjerg
Marc Jensen
Lasse Clausen

Vejlederudvalget kan altid kontaktes på: afdkvejledning@gmail.dk 

Mission som vejleder

MISSION SOM VEJLEDER – DOMMEREN SKAL KOMME TIL NÆSTE KAMP

Mange nye dommere og vejledere har en tendens til at kigge på det negative, når man er færdig med en kamp. Her er det meget vigtigt, at du som vejleder, skaber en god følelse hos dommeren, når han tager hjem, næsten uanset hvor håbløs han har været. Hvis dommeren går hjem med en følelse af, at alt gik galt, og det hele var kritik, er der en stor chance for, at han ikke kommer igen. Her skal du som vejleder være meget opmærksom. Mange mennesker har et lavt selvværd, og næsten uanset hvor mange gode ting, du fortæller dommeren, og hvor meget du forsøger at sige, at han gjorde tingene godt, kan han gå hjem med en følelse af, at han ikke gjorde det godt nok, fordi han bebrejder sig selv nogle få fejl. Hvis du har en fornemmelse af, at dommeren er taget hjem med en dårlig følelse, er det meget væsentligt, at du er opmærksom på dette, og eventuelt kontakter dommeren igen dagen efter for at få tingene snakket igennem endnu engang. Husk du er den eneste person udover dommeren, som har set kampen, og kan hjælpe dommeren med at komme videre. Her er det ikke nok, at udfylde et stykke papir der siger, at dommeren gjorde det så og så godt. Hvis han selv går hjem med en anden følelse, er det afgørende, at vi får fat på dette med det samme.

 

Vejledning

Husk at en vejledning ikke er en eksamen i fodboldloven. Når du vejleder en ny dommer i hans første kampe, skal du passe på ikke at falde i en fælde, hvor du vejleder dommeren i en masse bagateller. Et eksempel kunne være, at det ene hold udskifter deres anfører uden at få udpeget en ny. Dette må betragtes som totalt uvæsentligt for dommeren i hans første kampe, og ikke noget der skal nævnes. I stedet skal du nævne 2-4 ting, som han gjorde godt, og 2-3 ting som kan forbedres, og som er noget, der også vil ske i hans næste kampe. Du skal med andre ord ikke påpege ting, som kun sker i meget få kampe. Du skal derfor bruge din sunde fornuft, når du vejleder, og skelne det væsentlige fra det uvæsentlige, ligesom når du selv dømmer. I en vejledning er det væsentlige bare ikke nødvendigvis de væsentlige kendelser, men i højere grad hvordan så det ud til, at dommeren havde det, mens han dømte. Da vores mission er, at han skal komme til næste kamp, er det væsentligt at sikre, at han havde en god oplevelse, og ikke at gå meget op i om han dømte forkert i den og den situation.

SÅ PAS PÅ IKKE KUN AT PÅPEGE FEJL, OG HUSK HVIS DU VIL PÅPEGE FEJL, SÅ TÆNK DIG MEGET GRUNDIGT OM

Vejledersamtalen

I din samtale efter kampen skal du være meget opmærksom på dommerens mimik og kropssprog. Det er her, du kan læse, hvad dommeren i virkeligheden føler, og det er her, du kan læse om dommeren bare siger ja-ja, til alt hvad du siger, uden at høre efter. Det er utrolig vigtigt, at du får inddraget dommeren i samtalen, således at vi får de ægte følelser frem, for at sikre at han går hjem med en følelse, der gør, at han kommer til næste kamp. En god indledning på samtalen kunne være at drage referencer til den sidste kamp dommeren dømte. Prøv at spørg hvordan han følte i forhold til sidste kamp, og hvad der gik bedre og dårligere. På den måde kan I skabe en udvikling sammen, hvor dommeren hele tiden har en fornemmelse af, hvordan han udvikler sig. Samtidig vil det typisk få dommeren til at snakke mere. Det er dit ansvar under samtalen, at dommeren aldrig føler sig underlegen. Man skal som vejleder passe på, at man ikke bliver manden med alle de gode løsninger, og dommeren bare skal gøre sådan eller sådan, så er det helt optimalt. Dommeren må aldrig føle sig underlegen under samtalen.

START OG SLUT ALDRIG NOGENSINDE SAMTALEN MED NOGET NEGATIVT

Vejlederrollens praktik

Det er blevet aftalt med vejledergruppen, at vi ønsker følgende fremgangsmåde i forbindelse med det at være vejleder.

Før første kamp

Tjek op på om du er dommerens første vejleder. Er du dommerens første vejleder, så tag telefonisk kontakt til dommeren og aftal nærmere. Spørg lidt ind til dommeren og afklar eventuelle usikkerheder omkring spillested og lignende. Samtidig er det vigtigt, at vejlederen spørger lidt ind til, hvordan dommeren har det med at have fået de første kampe, og om der er nogen usikkerheder i forhold til ledelse eller regler.

På den første kampdag

Dommer og vejleder mødes 3 kvarter før kampen. Vejlederen hjælper dommeren med at blive vist til rette, så dommeren er helt tryg ved de praktiske ting. Dommeren klæder om. Efterfølgende kan man følges ned til banen. Sørg for at hjælpe dommeren med at være på spillepladsen cirka et kvarter før kampen, så der er tid til at sørge for, at det hele er på plads. Det er vejlederens opgave at orientere begge trænere om, at der er tale om en ny dommer. I pausen snakker man med dommeren, husk det skal være positivt, det man fortæller i pausen, og ikke for meget. Man vejleder selvfølgelig ikke under kampen, da det kun forvirrer dommeren.

Efter den første kamp

Sørg for at vejledningen foregår et sted, hvor der er ro og fred. Samtidig skal man sikre sig, at samtalen kommer til at foregå i en god atmosfære efter de ovennævnte retningslinjer.

Fremtidig vejledning

Antallet af vejledninger der skal på den enkelte dommer, kan ikke lægges fast, men vi tilstræber, at der bliver foretaget 3-5 vejledninger i starten. Hvis du skønner at dommeren har brug for mere, er det vigtigt, at det bliver gjort. Det kan også være i forbindelse med kampe i højere rækker end dommeren tidligere har prøvet. Vi vil gerne fastholde dommerne, derfor er det vigtigt at du holder kontakten med dommeren det første års tid. Det betyder, at man skal holde kontakten med dommeren, også efter at han er overgået til udviklersystemet, så vi sikrer, at han ikke bliver tabt på noget sted, fordi han ikke føler sig tryg ved, hvad der sker rundt om ham. Husk at det også her er dig, der skal være den udfarende part.

Praktiske oplysninger

  • Udfyld altid vejlederskemaet på DBUNET og få tilsendt en kopi til egen mail. Sørg for ikke at skrive karakter på vejledningen – beder systemet om en karakter skrives “0”. Rubrikken “Niveau” udfyldes heller ikke – Dommerens niveau må IKKE fremgå af selve vejledningen
  • NYT: Husk at melde tilbage til dommerklubben, hvordan du synes, det gik med kampen.

Dette gør du ved at videresende en kopi af vejledningsteksten, (den du har modtaget på din egen mail) og supplere denne med en vurdering af dommerens præstation.  Dette for at vi nemmere kan vurdere hvorvidt dommeren er klar til større udfordringer. ·         Følgende punkt SKAL indgå: En vurdering af dommeren præstation. Hvorvidt han er “Under Niveau”, “På niveau” eller “Over Niveau” for rækken. Der tages udgangspunkt for den række og niveau kampen er på. Vi ved godt det er svært at vurdere i ungdomsrækkerne, men vi beder jer alligevel gøre dette.

  • Følgende punkter kan indgå, såfremt du finder det relevant:
    • Dommerens engagement både før, under og efter kampen.
    • Dommerens fremtoning på banen.
    • Overholder dommeren loven.
    • Praktisk dommergerning (fremmødetidspunkt, tøj, opførsel mv.).
    • Du skal ikke give dommeren karakter.
    • Besked når du mener, dommeren er klar til at sende videre til udvikling (senior).

·        Hvis du er i tvivl om, hvad du skal og hvordan, så kontakt afdkvejledning@gmail.com, vi er der for at hjælpe dig.

Med venlig hilsen

Vejlederudvalget

Udviklerudvalget i Aarhus Fodbolddommerklub

afdkvejledning@gmail.com  opdateret 03.04.2020/AP