Forleden modtog Aarhus Fodbolddommerklub og Seniorklubben den triste besked, at vores medlem gennem 35 år, Hans Henrik Bøttger var død. Hans Henrik blev 68 år.

Hans Henrik tog dommerkort i 1986, og han dømte adskillige kampe siden med S3 som øverste række som dommer, og S1 som linjedommer. Senere blev han vejleder og dommerbedømmer/udvikler, og ikke mindst var han i snart 30 år DBU instruktør, hvor han medvirkede ved den teoretiske gennemgang af fodboldloven. Adskillige dommere har gennem årene modtaget undervisning af Hans Henrik.

I de seneste år blev han flittigt brugt som instruktør til de obligatoriske teorigennemgange inden sæsonstart. Hans Henrik var kendt som et rart og venligt menneske, og han formidlede altid reglerne i fodboldloven på den bedste pædagogiske måde og med et humoristisk indslag. Som sagt har han gennem mange år undervist adskillige dommere i teorien om fodboldloven, og da han i en periode arbejdede på Færøerne, underviste han også der i fodboldloven.

I de seneste år af Hans Henriks arbejdsliv var han seniorkonsulent og projektleder i Region Midtjylland. Han arbejdede indenfor it-projektledelsesarbejde indenfor hospitalsområdet ved Region Midtjylland, og før Regionstiden foregik arbejdet i det daværende Aarhus Amt, hvor han bl.a var It-chef på Århus Amtssygehus. Sammenlagt  næsten 40 år indenfor hospitalsområdet.

Æret være Hans Henriks minde.

 

Skriv et svar