Foto: Pebbes Billeder

Navn: René Bertel
Alder: 33 år
Antal år aktiv som dommer: 16

Hvad er det bedste ved at være dommer?
Det bedste er følelsen af at have dømt godt i en svær kamp. En kamp med flere svære beslutninger, hvor de fleste af dem har siddet i skabet, og man har hjulpet spillerne til at få en god kamp og en fed oplevelse. Det giver en helt særlig respekt og inklusion i fodboldfællesskabet, når man har afviklet sådan en kamp, og så et det faktisk ligegyldigt om det er U15, Danmarksserien eller oldboys.

Hvorfor blev du dommer?
Jeg startede med at dømme en masse ”døm selv”-kampe i min barndomsklub Frederiks AIF. Særligt i turneringer indendørs hjalp jeg til, når klubben arrangerede stævner. Klubben tilbød på et tidspunkt at betale et dommerkort, og sammen med en kammerat tog jeg springet og blev ”rigtig” dommer. De første par år gik jeg og hyggede mig med at dømme ungdomsfodbold (i et par alt for korte DinSport-shorts), og det var først da jeg flyttede til Aarhus for at studere, at jeg begyndte at dømme seniorfodbold.

Hvad laver du til dagligt, når du ikke dømmer fodbold?
Sammen med familien har jeg lige købt hus lidt uden for Aarhus. Når jeg ikke bruger tiden på at slå græs og hive mælkebøtter op, så står den på familietid og brætspil med vennerne. Arbejdsmæssigt er jeg uddannet cand.oecon. og arbejder i Aarhus Kommune i Indkøb & Udbud.

Hvad er din fedeste oplevelse som dommer?
Der er mange, så jeg vil udvælge to.
Den første er fra en af mine allerførste kampe. Sikkert en U13 eller U15-kamp. Jeg oplevede kampen som meget hektisk, og jeg var helt sikkert presset undervejs i kampen og havde måske en følelse af ikke at slå til. Men efter kampen kom begge holds trænere over og roste min præstation. Det betød helt vildt meget som helt ny dommer, og er noget jeg har båret med mig hele vejen op gennem rækkerne til Danmarksserien.
Den anden oplevelse, jeg vil fremhæve, er fra januar i år, hvor jeg blev udtaget til Nordisk Futsaldommerudveksling i Oslo, hvor jeg dømte to kampe i Eliteserien (futsal liga) sammen med en norsk dommer. Det var fedt at få en snært af det internationale med fly, hotel, andet sprog, osv. En helt anden oplevelse end hverdagen herhjemme.

Foto: Pebbes Billeder

Hvad er dine korte og langsigtede mål?
Jeg vil dygtiggøre mig inden for futsal!

Skriv et svar