Kære medlem af AFK
Dommerkonflikten har nu taget en ny og hårdere drejning – det er der vist ingen der kan være i tvivl om. Kampen handler nu ikke om vi skal have 18 kr. mere pr. senior kamp, men om hele Aarhus Fodbolddommersklubs berettigelse.

I DBU’s meddelelse til os er der lagt op til en model hvor dommerklubberne i Danmark ikke har nogen berettigelse, og det er det, vi skal tage stilling til.
Aarhus Fodbolddommerklub har eksisteret i mere end 75 år, og vi har i den tid været et stort aktiv for klubberne og for DBU. Vi udfører rigtig meget frivilligt arbejde i form af, uddannelse, udvikling, planlægning, sociale aktiviteter og talerør til vores samarbejdsparter. Jeg vil minde om vores store rolle sidste år i forbindelse med et medlem blev slået ned, vores projekt 100 dommere, og ikke mindst vores sammenhold.

DBU ønsker en model hvor de selv vil varetage håndtering af dommerne ved at gøre det sådan, at knytte alle dommere til sig, når det drejer sig om at dømme DBU kampe.

Har du lyst til at opgive Aarhus Fodbolddommerklub i den form den er i –  og i forhold til alle de opgaver vi løser?

Det er det du skal tage stilling til nu, og ikke om vi skal have 18 kr. mere pr. seniorkamp….

Aarhus Fodbolddommerklub har de sidste mange år haft et godt og konstruktivt samarbejde med DBU Jylland – det har vi fortsat, og det værner vi om. Der kommer også en tid efter konflikten, og derfor skal alt hvad vi foretager os, gøres med værdighed og anstændighed.

Vi bør holde sammen og hjælpe hinanden med at få løst denne konflikt hurtigst muligt, vi skal sørge for at vi bagefter alle kan se hinanden i øjnene, også vores partnere…

Vi kommer til at drøfte ovenstående på mødet onsdag den 13. marts 2013 på firmasporten….

Som det er nu følger vi de retningslinjer som DFU har sendt ud igår, og som står på FB, vores hjemmeside og som er rundsendt til alle medlemmer….

På bestyrelsens vegne

Morten Rask Thomsen,
Aarhus Fodbolddommerklub