I slutningen af 2009 kunne Henning Lund-Sørensen fejre, at det var 50 år siden, han tog dommerkort. I dette jubilæumsportræt ser han tilbage på en lang karriere, der bød på 100 internationale kampe, heraf en VM-kamp i Spanien…
Mandag den 9. november blev Henning Lund-Sørensen kaldt op på podiet i Cirkusbygningen til Dansk Football Award 2009. Her modtog han til sin store overraskelse FIFA’s ærespris som symbol på en lang og flot karriere som dommer.
Og det internationale fodboldforbund kunne næsten ikke have timet det bedre. Kort tid efter, helt præcis den 28. december, kunne den tidligere topdommer således fejre, at det var 50 år siden, han som 17-årig bestod dommereksamen i Århus.
Den lange karriere som topdommer og senere international bedømmer har givet mange erindringsgaver og flere hæderspriser.
Rundt i hjemmet på villavejen i det vestlige Århus står flere af dem fremme. Andre er gemt væk efter samråd med hustruen gennem 45 år, Lisbeth.
”Det skal jo heller ikke ligne et klubhus,” smiler hun, mens Henning viser en gylden fløjte med påskriften ”Årets dommer 1986” frem. På reolen står også en miniudgave af VM-pokalen som det synlige bevis på, at den nu 67-årige pensionerede maskinarbejder som en af de få danske dommere har dømt ved en VM-slutrunde. En oplevelse, der naturligvis aldrig går i glemmebogen. Og skulle det være sket for nogle af de læsere, som oplevede slutrunden i Spanien i 1982, kan det være, at denne artikels overskrift får en klokke til at ringe.
En portugiser, en argentiner og en dansker
Året forinden havde Henning været til VM for ynglinge i Australien, og efter en god præstation sendte FIFA ham året efter til slutrunden i Spanien som den første dansker i historien.
Den 40-årige århusianer fik sin VM-debut i en kamp, der blev imødeset med stor spænding, efter at værterne havde skuffet med 1-1 i premieren mod Honduras. Presset på spainerne var derfor stort, da den danske dommer fløjtede op på Estadio Luis Casanova i Valencia, hvor modstanderen var puljens andet storhold, Jugoslavien.
På linjerne havde han en argentiner og en portugiser.
”De kunne hverken engelsk eller tysk, så inden kampen havde jeg haft fat i en tolk. Jeg forklarede linjedommerne, at hvis der kom et frispark på kanten af straffesparksfeltet, skulle de stå med fanen ned mod hjørneflaget for at vise, at det var indenfor. Hvis det var uden for feltet, skulle de stå med fanen op mod midten. Så behøvede jeg bare at kigge ud på dem, så vidste jeg, hvor det var,” fortæller Henning, der snart kunne konstatere, at noget var gået galt under oversættelsen.
Efter et kvarters spil fældede en jugoslav en spanier på kanten af straffesparksfeltet. Henning pegede på pletten.
”Min portugisiske linjedommer, der skulle vise, om frisparket var inden for eller uden for feltet, stod og kiggede stjerner, så jeg måtte selv tage en afgørelse. Jeg tænkte, at når spilleren var nået så langt ind i feltet, måtte det være sket indenfor. Jeg var stensikker, så jeg viftede alle protesterne væk.”
Den danske VM-debutant var dog langt fra færdig med at være i fokus.
”Spanierne brændte straffesparket, men målmanden stod sgu også helt ude ved sparkeren, så jeg dømte omspark, som de scorede på.”
”Det forbandede fjernsyn”
De første reaktioner efter kampen var positive, vel nok med undtagelse af Jugoslavernes mening om den danske dommer. Kampen endte nemlig 2-1 til Spanien.
”Formanden for FIFA’s dommerudvalg roste mig for at have taget sparket om, og den ene af de to bedømmere gav mig den højeste karakter for kampen.”
Efter at have set situationen omkring staffesparket i fjernsynet, var holdningen dog knap så positiv.
Ved næste dags træningssamling fik Henning at vide, at han ikke ville få flere kampe som dommer, men at han ville få kampe som både linjedommer og fjerdedommer.
”Det forbandede fjernsyn. Nå, men jeg erkendte at have lavet en fejl, og det måtte jeg så stå til regnskab for. Det var jo fair nok,” siger Henning, der kunne læse om spaniernes store taknemmelighed dagen efter kampen.
”Gracias, Señor Sorensen”, lød overskriften i en af de spanske aviser.
”Havde fejlen så bare været til udeholdets fordel, men nu blev det betragtet, som om jeg var hjemmedommer. Inden slutrunden havde vi fået at vide, at vi skulle være opmærksomme på ikke at forfordele hjemmeholdet, og nu så det jo sådan ud.”
Også i Danmark måtte Henning lægge øre til bemærkninger, da han var tilbage på de danske stadions.
”Der var en tilskuer, der stod bag målet på Ikast Stadion. Han råbte altid Henning Guldur efter mig, fordi han mente, at jeg havde fået et guldur af spanierne. Da der så var hjørnespark i en kamp, gik jeg ned bag målet og viste ham, at mit ur altså kun var af stål. Så råbte han ikke længere,” griner Henning.
”Der var også en tysker, der i et brev skrev, at han håbede, jeg var glad, da jeg fik nøglen til mit sommerhus i Costa Del Sol.”
”Vi ses i Mexico”
De følgende år blev det til flere store kampe i Europa og landskampe, blandt andre den afgørende puljekamp mellem Rumænien og Nordirland om kvalifikation til VM-slutrunden i Mexico i 1986.
”Rumænien skulle vinde for at gå videre, men det blev 1-1. Der var sgu knald på, men det gik rigtig godt, og den tyske bedømmer sagde ”vi ses i Mexico.” Men da de så kom fordi de sydamerikanske dommerudvalgsmedlemmer, sagde de nej. Ham Sørensen havde de set,” smiler Henning, der måtte nøjes med at følge de danske VM-spillere i Mexico i fjernsynet og så ellers holde sig standby som reserve.
Fra Europa Cup kampe til 3. halvleg i Vivild
Med omkring hundrede internationale opgaver har Henning dømt nogle af verdens bedste spillere på de største stadions i verdens. Men blandt de bedste oplevelser hører ikke kun store Europa Cup kampe og landskampe. Også kampene med kollegaerne fra Århus Dommerklub husker han tilbage på med stor glæde.
”Når jeg var i Vivild (på Djursland, red.) med to kollegaer, klædte vi altid om sammen med spillerne, og det var ligemeget, om de havde tabt eller vundet, så kom der en kasse øl ind i omklædningsrummet. Når kassen så var tom, kom der en til ind. Og Lisbeth kunne ikke forstå, at det tog længere tid at tage til Vivild og dømme, end når jeg var i København.”
De sorte svin holder stadig sammen
Selvom det efterhånden er mange år siden Henning fløjtede sin sidste officielle kamp af – på Vejle Stadion mellem Vejle og OB i den nystartede Superliga i efteråret 1991 – ses han stadig med mange af de gamle kollegaer. Allerede mens de var aktive i 1980’erne oprettede dommerne i 1. division, der var den højeste række dengang, en sammenslutning, og da deres karriere var forbi, dannede de klubben ”De sorte svin med åreknuder”. I dag er der 13 dommere tilbage i klubben, der mødes hvert år på skift mellem unionerne.
”Så tager vi på et weekendophold, hvor vi har fruerne med, og så har vi det skidesjovt sammen,” fortæller Henning, der sammen med hustruen Lisbeth også ofte mødes med flere af de gamle dommervenner i Seniorklubben i Århus, hvor Henning er formand.
Udover de mange kampe på topplan er det da også det sociale samvær med dommervenner gennem et langt fodboldliv, der står som et af højdepunkterne, når Henning skal se tilbage på sine 50 år i dommerverdenen.
”De venskaber, jeg har fået opbygget, er toppen. Det er er noget helt unikt. Mange i udlandet kan slet ikke forstå, at vi kan mødes på den måde, fordi vi er konkurrenter. Men derfor kan man jo godt være venner, og det er virkelig lykkedes.”
Af Rasmus Just