Tour de Holland

Det startede og sluttede på samme sted: en parkeringsplads i Aarhus Nord og med en 11 timers bustur i selskab med Haslegensere og Midtjyder.  Især turen til Holland torsdag gav materiale til interne jokes som flittigt blev udnyttet på resten af turen, og som siden er blevet hemmelighedsstemplet af turudvalget.

Vi var blevet tildelt husly på en på en sommerlejr sammen med en stor del af de deltagende hold og vi fik i kraft af vores ophøjede status, vi er jo fodbolddommere, tildelt fire store værelser som de dog havde glemt at tænde varmen for – der er vist en grund til at de kalder det en sommerlejr…

Efter indkvartering og optankning af massere af kalorier ved middagsbordet blev vi kørt til anlægget til informationsmøde hvor vi blev introduceret til gældende hollandske praksis, såsom at holdledere fra hvert hold skulle hjælpe som linjevogtere og være med til at dømme offside. En anderledes møde at gøre det på end vi er vant til der overvejende var en positiv oplevelse for alle involverede. Vi fandt samtidig ud af at størstedelen af de deltagende hold var danske, så der var ikke stor mulighed at øve fodboldengelsk i kampene, men nogle af os fik da pudset et par gloser af.

Fredag var den første dag af vore to-dags turnering med indledende gruppekampe fordelt over anlæggets 5 baner.  Vi havde alle fået 5 eller 6 kampe fordelt over hele dagen og vi stod derfor klar da de første busser kørte. Anlægget er opbygget så der er maksimal udnyttelse af pladsen så selvom vi ofte ikke havde mere end en halv time mellem kampene, var der stadig god tid til at mødes og snakke lidt i det område vi havde fået stillet til rådighed. Vores værter havde sørget for vores bekvemmelighed og havde varm suppe, sandwich og burgere til frokost.  Midt på eftermiddagen brød et mindre uvejr ud og der var flere som var taknemlige for at have lidt at varme sig på. Efter en god dag på banerne med massere af gode kampe i alle aldersgrupper og lidt aftensmad tilbage i lejren, fandt vi et tog ind til Zwolle og sluttede dagen af med en hyggelig aften med et par øl.

Anden dagen bød på de sidste gruppekampe samt slutspillet. Finalerne bød også på trio-kampe som de fleste fik deltaget i, samt mulighed for at øve os lidt på at afvikle straffekonkurrencer som jo ikke er noget der sker så tit her hjemme. Dagen forløb perfekt for alles vedkommende og der var generel stor ros til os dommere både fra arrangørerne og fra de deltagende hold.

På vores sidste aften var der arrangeret tur til Twente stadion til en Æresdivisionskamp mellem Twente og Ajax og vi fik endnu en påmindelse om at fodbold og høj technomusik åbenbart hører sammen når man er til fodbold i Holland. Kampen ende 1-1, uden at nogen af de 7 danskere på banen scorede eller gjorde sig synderligt bemærkede.

Søndagen skulle vi så vende hjem til Danmark igen, en god oplevelse rigere og med styrket sammenhold blandt AFDKs dommere.

Skriv et svar