Den 81. tyvende beretning aflagt i et år med et brag af en jubilæumsfest. Ikke mindre end 140 deltagere i form af medlemmer med kærester/koner/mænd deltog i denne fest. Dette er meget flot, når vi lige nu tæller knap 300 medlemmer i AFK.

I 2017 har bestyrelsen holdt 5 bestyrelsesmøder, hvor rollerne i bestyrelsen efterhånden er velkendte og alle kender de områder i klubben som de skal arbejde med. Vi er langt fra enige om alt, og det er også kun godt, det giver masser af diskussioner og plads til holdninger. Men det opleves utrolig sjældent, at vi ikke når til enighed.

Vi tror stadig på, at en god bestyrelse kombineret med de tillidsposter vi besidder er med til sikre, at AFK er en klub der hele tiden er i bevægelse til gavn for vores medlemmer

Klubben

Vi har reduceret vores medlemmer yderligere med en håndfuld dommere. Men som det fremgår af regnskabet så har vi også reduceret vores tab på medlemmer betydeligt. Vi i bestyrelsen ønsker kun medlemmer, der ønsker at bidrage til fælleskabet.

Vi har også et ønske om at være flere dommere, men også at de dommere vi har, har de bedste betingelser for at dømme. Vi har rigtig mange aktive dommere og mange dommere som er knap så aktive. De knap så aktive dommere, er dommere der kun sjældent dømmer eller slet ikke dømmer. Hvad skal der til for at de kommer i gang igen og vil de i gang?

I 2018 vil vi sammen med DBU Jylland sætte fokus på rekruttering af nye dommere, men også fokusere på at aktivere flere af de dommere, der ikke dømmer.

Frivillighed

Hvert år taler vi om frivillige, fordi vi ikke kommer uden om, at frivillige er vigtige for at få klubben til at fungere. Vi har også behov for nye kræfter, der kan tage over, når andre giver slip. Også i år har der været et stort træk på vores frivillige kræfter, hvor også nye er kommet til. Vi kan ikke takke dem nok for deres indsats, og påskønne det arbejde de gør, for at vi andre kan nyde godt af det.

Men vi har stadig behov for flere frivillige, og vi har behov for at drøfte hvad der skal til for både at tiltrække og fastholde frivillige. Når vi sætter fokus på det, så er det fordi vi ved, at uden en stor indsats, så får vi ikke nye frivillige, og uden frivillige ingen aktiviteter.

Stor tak til alle frivillige som har ydet en indsats i 2017

Aktiviteter

Mange og alsidige aktiviteter er vigtige. Uden dem er det svært at opretholde og få nye venner i klubben. Det er bestyrelsens holdning, at der skal være så mange forskellige aktiviteter, at de fleste af vores medlemmer har lyst til, mindst en gang om året, at deltage i et arrangement.

Vi tror på, at gennem et højt aktivitetsniveau, styrkes venskaber, dommergerning og lysten til medlemskab af klubben.

Derfor er det glædeligt at se så mange forskellige aktiviteter som der har været i 2017. Fodbold, banko, DHL, bowling, fester, teori, udveksling, stævner, juletræsfest, gymnastik, klubaftner etc. Ja listen er lang.

 

Det betyder også at vi hele tiden må måle om vi har de rigtige aktiviteter – gider vores medlemmer at komme. Derfor revurderer vi løbende alle arrangementer i forhold til relevans og mulig medlemsdeltagelse.

Er der så ikke plads til forbedringer? Jo da, og vi skal da også have kigget på vores vinteraktiviteter og hvis interessen er der, styrket denne del.

Vi skal også have set på, hvordan vi kan udnytte de mange forskellige nationaliteter vi er, og se om vi ikke kan få nogle anderledes arrangementer op og stå her. Når vi nu har kulturen så tæt på, vil det jo være ærgerligt ikke at bruge de kræfter som er i klubben. Til at sætte fokus på, hvordan vi kan drage nytte af vores mange forskellige medlemmer med anden etnisk baggrund end dansk, har vi sat Poul Holst til at arbejde med det emne.

Jubilæumsfest

Sammen med seniorklubben afholdt vi, synes vi selv, et brag af en jubilæumsfest med knap 140 deltagere. Det er helt fantastisk, at så mange medlemmer/koner/

kærester/mænd bakkede op omkring denne aften. Seniorklubben havde lagt et stort arbejde i at lave rigtig god fest, og vi tror at vi fandt det helt rigtige sted at feste – også i fremtiden.

Tak til alle der deltog med at fejre klubbens 80 års jubilæum og seniorklubbens 20 års jubilæum.

Udvikler/talent/Elite

Vi har og vil altid have et stort fokus på at udvikle talenter. Det er vigtigt at have noget at stræbe efter. Lige som vores Elite dommere er til stor inspiration for mange af vores talenter.

Både på kvindesiden og herresiden er vi repræsenteret med FIFA dommere og tæller både dommere i superliga, 1. division og 2. division og en hel del talenter fra serie 2 til Danmarks serien. På pigesiden har Line-Maria med stor ihærdighed tilkæmpet sig en fast plads som FIFA linjedommer.

Vores udviklerudvalg, som i 2017 fik tilført nye kræfter, har lagt et stort arbejde i vores talentarbejde, både med udviklinger, vejledninger og træning. Det også nødvendigt, idet der i dag stilles rigtig store krav for at kunne være blandt de bedste dommere i Danmark

Også fremadrettet skal vi have et stort fokus på talentpleje, men også på pleje af vores andre medlemmer. Dette udmøntet i både mere uddannelse men også på antallet af udviklinger. Derfor er det med glæde at se, at der også i 2017 er kommet nye udviklere til, som har lysten til at være med til både at træne talenterne, men ikke mindst udvikle alle de breddedommere, som også har et ønske om at forbedre sig.

Op- og nedrykninger skaber hvert år både glæde og skuffelse. Og sådan må det være når ambitioner enten opfyldes, eller det kræver noget mere for at rykke op denne gang.

Til at tage den beslutning sidder nogle modige mænd/kvinder, der både har kompetencen, men også tiden til at udføre det frivillige arbejde. Man skal have respekt for at det aldrig er sjovt at lave en opringning omkring en nedrykning – det er her det kræver mod. Hvorimod det altid er rart at skulle ringe den gode nyhed ind. Posterne i udviklerudvalget kræver man mestrer begge aspekter.

Hvis man mener man kan gøre det bedre end dem der sidder og besidder kompetencen, samt har modet til også den svære samtale, kan man altid byde sig ind på posten.

 

Seniorklubben

Seniorklubben, som i medlemsantal kan måle sig med de mindste dommerklubber i Danmark, formår igen at samle vores ældre medlemmer om årlige aktiviteter. Vi støtter med glæde seniorklubben hvert år, således de mange medlemmer har muligheder for nogle fælles oplevelser.

Seniorklubben blev som bekendt 20 år, hvilket vi fejrede sammen med klubbens 80 års jubilæum.

Tak til seniorklubbens bestyrelse for at arrangere vores jubilæumsfest, samt ikke mindst jeres indsats gennem året.

DFU

Nederst i denne beretning finder du formanden for DFU hilsen. Vi har ikke i vores klub tradition for at invitere gæster udefra, men med DFU’s skriftlige indlæg har vi mulighed for at gengive DFU’s formands hilsen til vores medlemmer.

DFU har rigtig mange gode tanker, ideer og gode visioner for danske fodbolddommere og arbejder hårdt hver dag for at implementere disse ideer til, hvordan forholdene skal være for danske fodbolddommere – dette arbejde har vi stor respekt for. Vi kommer dog aldrig til at forstå, hvordan en retssag kan være til gavn for nogen.

Tak til DFU’s bestyrelse for samarbejdet i det forgangne år.

DBU/DBU Jylland

DBU/DBU Jylland er stadig en meget vigtig samarbejdspartner for os og egentlig også for DFU. Vi har i AFK hele vores kamppåsætning udliciteret til DBU Jylland og det fungerer rigtig godt i det daglige.

Mange af vores medlemmer har en tillidspost i DBU/DBU Jylland hvor de på region eller landsplan arbejder målrettet for uddannelse, udvikling og fremtidssikring af forholdene for fodbolddommere – ikke kun i Aarhus, men i hele Jylland.

Meget af vores arbejde i DBU Jylland udspringer af de holdninger og handlinger vi har i dommerklubben, og på den måde er vi både direkte og indirekte med til at påvirke udviklingen.

Tak til DBU/DBU Jylland for samarbejdet i det forgangne år.

Konflikter

Med det arbejde, der foretages i de interesseorganisationer som vi omgiver os med, undres og ærgres man over, hvor meget tid der bliver brugt på konflikter og uenigheder. Tid som i det samlede regnskab går kraftigt ud over arbejdet med fodbolddommerne. En frivillig har kun en vis mængde tid, og det er klart, at hvis rigtig meget tid går med uenigheder, retssager og skænderier, så bliver der mindre tid til det, der er virkeligt sjovt.

Dommere er ofte deres egen værste fjende. Det drejer sig ikke kun om DFU/DBU, men også dommerklubber og dommere imellem. Vi har alle et ansvar for at dreje opmærksomheden væk fra konflikter, stridigheder og uenigheder, og i stedet arbejde hårdt på at finde fælles fodslag for samarbejde. Det skal vi i Aarhus bestyrelse naturligvis også selv huske på.

Faren ved de mange konflikter/stridigheder mv. er, at vi både på kort og langt sigt får svært ved at tiltrække frivillige kræfter nok til at kunne udvikle og gøre dommererhvervet endnu mere attraktivt.

Et godt nytårsønske ville være langt mere samarbejde, langt færre konflikter.

Firmasporten

Vores samarbejde med firmasporten fungerer rigtig godt og vi har igen fået styr på det økonomiske. Dog er aktiviteterne dalende, og dermed også antallet af kampe og opgaver. Det gælder både sommer og vinter. Vi håber på at firmasporten får vind i sejlene, således vi kan få endnu flere opgaver.

I december justerede vi vores aftale med firmasporten således at den nu er harmoniseret med de aftaler, der er gældende i resten af Danmark. Det betyder, at vi i fremtiden vil få en lavere indtægt fra samarbejdet med firmasporten. Grunden til dette er faldende aktiviteter, som giver mindre mulighed for at støtte bl.a. uddannelse.

Vi afholder stadigvæk så mange af vores arrangementer som muligt hos firmasporten. Vi er glade for samarbejdet, og firmasporten er en af vores vigtigste samarbejdspartnere.

Tak til Carsten og hans team på firmasporten for samarbejdet i år.

Fremtiden

Fremtiden for Aarhus Fodbolddommerklub ser stadig lys ud, men i 2018 skal der sættes fokus på nogle indsatser, som vi skal lykkes med. Som det fremgår af regnskabet er vores indtjening presset, men vi har stadig en sund økonomi og god polstring til fremtiden

I 2018 ønsker vi at lykkes med

  • Rekruttering af flere dommere også gerne flere piger
  • Mere træning – både fysik og teoretisk
  • Større sammenhold i klubben
  • Fokus på de rigtige indsatser i forhold til talent
  • Rekruttering af flere frivillige
  • Samarbejde med flere virksomheder i Aarhus

Stor tak til alle udviklere, vejledere og frivillige kræfter i klubben. Tak til bestyrelsen for indsatsen i 2017. Morten Rask Thomsen

Formand

 

Tores hilsen til dommerne:

 

2017 har været et aktivt og begivenhedsrigt år for DFU. Vi har i samarbejdet med dommerklubberne, via dialog i de sociale medier, på arbejdsmøder med formændene og i de mange møder med fodbolddommere landet over mærket den opbakning, der er til DFU og vores mærkesager. Der er i dag større opmærksomhed fra alle dommere på alle niveauer om behovet for DFU – og for den indsats DFU gør for alle landets fodbolddommere.

 

Igen i 2017 var DFUs bestyrelse med som gæst på mange dommerklubbers generalforsamling. Det var skønt at mærke kollegialiteten, sammenholdet, den faglige tilgang og det fokus, dommere på alle niveauer fra alle dele af Danmark har på sin klub, sin organisation og på det helt grundlæggende – en rimelig sammenhæng mellem de forventninger, der stilles til dommerne og de vilkår, dommerne gives. At der opleves ubalance også i 2017 har været tydeligt – og DFU arbejder på alle fronter med at få balancen skabt.

 

Tak til jer alle – dommere, instruktører, udviklere, kamppåsættere og bestyrelsesmedlemmer for jeres gode og passionerede indsats i 2017. Uden jer stod det virkelig skidt til for dansk fodbold. Jeg håber, i får et rigtig godt 2018.

 

Efter debat på Facebook lagde DFUs bestyrelse i sommers 6 indlæg på Facebook ud på hjemmesiden. vi gav i de 6 indlæg gode grunde til at være medlem af DFU – og hvorfor DFU er helt afgørende for de danske fodbolddommere. Opbakningen har været mærkbar

 

At vi i DFU gerne så langt hurtigere sagsforløb er ikke nogen hemmelighed – og det er det heller ikke, at vi til stadighed undres over DBUs lokalunioners tilgang i forskellige sager. Vi ved, at en bedre fremtid grund- lægges gennem dialog, drøftelser og gensidige forståelser. Derfor har vi allerede i 2016 bedt om nationale drøftelser med Foreningen af Lokal Unioner i DBU, men først den 28. december 2017 fået tilsagn om et møde, der forventeligt kan afvikles i 2. kvartal 2018. I grundlaget for vores samarbejde med DBU

”Udmøntningsnotatet” er anført, at alle dommere i Danmark skal behandles ens og have ens muligheder og vilkår. Sådan er det ikke i dag – men ved drøftelser og en fælles indsats kan vi lave tiltag til gavn for alle, både lokalunioner, fodboldklubber og dommere. Vi ser frem til mødet, for vi er overbeviste om, at dialog, åbenhed og samvær er vejen til øget tillid, samarbejde og gode løsninger.

 

Vi etablerede i 2017 også formandens nyhedsbreve her på siden. Formålet er at give et løbende indblik i vores arbejde – men også et dommerfagligt fokus. Vi valgte i 2017 ikke at skrive om alle de sager, vi enten har taget op med DBU, fælles har løst eller har konstateret uenigheder i. VI har nævnt enkelte større landsdækkende udfordringer, men i dagligdagen arbejdes tæt sammen med landets dommerklubber om håndtering af forskellige udfordringer.

I 2017 har vi haft mest fokus på og arbejdet med sager indenfor

  • dommeres sikkerhed og vilkår i klubber, der ikke tilstrækkeligt respekterer dommerfunktionen
  • dommernes viden om lovændringer rettidigt – og i det hele taget dommernes teoretiske niveau
  • konkret mangel på efteruddannelse af den erfarne breddedommer
  • utilstrækkeligt eller manglende samarbejde med DBU om kompetencegivende fastholdelsesaktiviteter
  • øget antal deltidsprof. dommere – og de kontraktmæssige vilkår for disse
  • vilkår for efterlønnere eller arbejdsløse, når de dømmer fodbold
  • forhold og fagligt niveau for udviklere
  • de konstant øgede krav og forventninger til elitedommerne – og deraf følgende vilkår
  • talentarbejdet og prætalentarbejdet
  • rejst sag ved Fodbolden Etiske Udvalg vedr. en helt ubegrundet nedrykning, måske politisk begrundet
  • kamppåsætning af private kampe og turneringer
  • DBUs fodboldapp og retningslinjer i nogle lokalunioner, der ikke overholder vores aftaler
  • DFUs hjemmeside, kommunikation og anvendelse af sociale medier
  • Fastholdelse af det tætte samarbejde med alle dommerklubber – og mellem dommerklubberne
  • DFUs centrale adm. medlemssystem, som vi har besluttet at lukke her ved nytår.
  • Ny 5-årig tøjaftale med Diadora – med fortsatte store rabatter til DFUs medlemmer og Cash back til dommerklubberne

I 2018 vil vi fortsat arbejde målrettet med opfyldelsen af DFU mod 2020. Vi ønsker en forbedret dialog og fælles tiltag med DBU på breddedommerområdet indenfor især kompetenceudvikling og sikkerhed. Vi skal i mål med verserende sager fra 2017, ikke mindst kamppåsætningen og sagen i Etisk Udvalg skal afsluttes – og vi skal have fundet løsning på dommerdelen i DBUs App.

Topdommernes aftaler og vilkår skal genforhandles på både kvinde og herresiden.

Og så skal den meget konstruktive aftale med DGI og Dansk Firmasport implementeres, især dommerklubbernes mulighed for tilskud til fastholdelsesaktiviteter og etableringen af kamplederkurser til de frivillige, der dømmer børnefodbold i DGI.

Og sidst men ikke mindst: Alle dommere skal dømme en lang række fodboldkampe i 2018 – og have mange store og positive oplevelser. Klubberne skal opleve dygtige, engagerede og dedikerede dommere. Det er DFUs medlemmer – og vi vil fortsat gøre vores til, at det også fremover er sådan.

Tore

Skriv et svar